Sikken en sommer vi fik det hele kulde, blæst, skybrud, lyn, torden, hedebølge, afløst af behagelige, varme dage. Sådan. »Den sommer så hastigt flyr ...«, tænkte jeg i nat, da jeg stod i baghaven og kiggede på måne og blinkende august-stjerner. Åh nej, lad det ikke allerede være forbi ...

Tanker kan man nå en del af, når man ikke længere distraheres af arbejdets såkaldte velsignelse. Oh, den ultimative frihed som pensionist, det er da fantastisk efter alle de slaveår.

Nylig faldt jeg i dyb trance i en af byens parker foran en mindesten med følgende ordlyd: »Efter stode de vendelboer, de vilde ikke flye ... juni 1448«.

Jeg skal love for, at vi kom til »at flye« på vild flugt fra egen sund fornuft og dømmekraft overlevelsesstategiens fortvivlende morads i skolen. Nej, den holdt ikke, den vendelbosnak. Nu ligner vi alle de andre. Desværre.

Forleden stak det i sjælen på mig, da jeg læste en artikel i bladet om en psykolog, der havde fulgt nogle lærere i arbejdet på åstedet og konkluderede, at de var »sindssygt dygtige« ... dernæst: »Hold da op, hvor de tager deres arbejde alvorligt ...« det var pokkers ... tager de ligefrem deres arbejde alvorligt ... ja, det var sandelig en overraskelse, fru psykolog ... havde man forestillet sig det modsatte: skidt, pyt ... oh my God ... det var just problemet, vi mente faktisk det hele seriøst.

Tja, men hvorfor også overhovedet som sorgløs forhenværende bruge tid på lærernes blad, det bliver nok næste fase ... og dog, så får jeg ikke »hvad sagde jeg«- glæderne med såsom det liflige budskab, at seminarielærerne passende kunne bevæge sig ud på valpladsen de kunne blot gå frem efter lyden og med egne øjne og ører erfare, hvad der foregår. Det har jeg i al beskedenhed plæderet for i årevis. I skrift og tale uden ringeste respons fra de fromme, fredhellige seminarielærere. Lad realitetschokket komme til dem med visdom og klarsyn til følge.

I går slap jeg ikke for en vis pædagogisk rektor, der udtalte til min avis, at lærerne må påtage sig ansvaret for børnenes opdragelse, da forældrene ikke har tid. Så synger han også med på den tåbelige sang. Det forbliver for mig den største gåde, at man anskaffer sig børn, man ikke vil være sammen med. Dernæst har vi alle dage dybt infiltreret i jobbet opdraget børn. Som en selvfølge lært dem simple manerer og leveregler i livets lov. Men selvklart betragtet børn som forældrenes med dertil hørende ansvar.

Så kiggede jeg op fra avisen og fik øje på et meget tankevækkende og spøjst syn: en solsort travlt optaget af at spise af stikkelsbærbusken, for hvert lille bær måtte den gøre et anstrengende højt hop for at nå.

»Tanker er toldfrie«, sagde min gamle dansklærerinde meget tit længe inden jeg forstod det.