Danmarks Lærerforenings uddannelsespolitiske konference satte i år fokus på kvalitetsudvikling i skolen i internationalt perspektiv - hvilket fik formand for DLF's pædagogiske udvalg, Jørgen Stampe, til opsummerende at sige: Det er meget godt med al den sætten fokus på, der bliver bare så mørkt udenom.

Det var måske dét, en af oplægsholderne - hjerneforskeren Kjeld Fredens, udviklingschef ved Vejlefjord, Center for udvikling og genoptræning - tænkte på, da han spurgte sig selv og forsamlingen af faglige, kommunale og nationale toppolitikere samt diverse chefer: Hvordan måler man egentlig den musiske dimension? Et væsentligt spørgsmål, for uden denne dimension ingen læring, hævdede hjerneforskeren.

Professor John MacBeath, Quality in Education Center, University of Strathclyde, Glasgow, var inde på noget af det samme, da han i sit oplæg påpegede, at de inspektorer, der går rundt i de engelske skoler og måler kvaliteten op, jo ikke kan se ind i hovedet på eleverne, selv om det dog er dér, læringen foregår.

Hvad er den længste afstand i verden, spurgte den professorale skotte: Det er afstanden mellem det, der sker i hovedet på børn, og indholdet i de officielle læseplaner, svarede han selv.

De engelske inspektorer - med den herostratisk berygtede og frygtede chefinspektor Christopher Woodhead i spidsen - kan med andre ord ikke vurdere læringens kvalitet, selv om de uophørligt og larmende påstår, at det er netop, hvad de gør.

- Videnskabelig set er inspektorernes evaluering ikke fair. Men manden på gaden ved ikke, det er bluff, sagde Meryl Thompson, Head of Policy Unit, Association of Teachers and Lecturers, England, om det engelske evalueringssystem, der under parolen 'naming and shaming' desperat prøver at banke det engelske skolevæsen op i den internationale superliga. Med frygt som motivationsfaktor.

Skolerne får karakterer, der offentliggøres, ofte under stort medie-ståhej, især når der gives bundkarakter, godt hjulpet af chefinspektor Woodheads eminente evne til at sælge sensationshistorier til pressen. Ikke kun lederne, lærerne, eleverne og forældrene dukker hovedet, når deres skole får bundkarakter, nej, som regel går hele lokalsamfundet ned i skam. Naming and shaming.

Christopher Woodhead kontrollerer i dén grad det engelske skolevæsen. Men hvem kontrollerer kontrolløren? Ingen, svarede Meryl Thompson. Woodhead er en konge med 150 millioner pund til sin disposition om året.

De satte sig i rundkreds

Så blev man helt glad for de Tre Store Damer i dansk skolepolitik, den radikale undervisningsminister Margrethe Vestager, Kommunernes Landsforenings (KL) formand for børne- og kulturudvalget Else Købstrup (Venstre) og lærerformand Anni Herfort.

De satte sig efter dansk skik i rundkreds for at diskutere, hvordan lærerne, kommunerne og regeringen i fællesskab og i samlet flok kan hæve kvaliteten i folkeskolen.

Ministeren mente, at fællesprojektet 'Folkeskolen år 2000', i daglig tale bare F-2000, ville blive en succes, fordi 'vi har alle en fælles interesse i at forbedre skolerne, fordi den, om ikke folkelige, så dog offentlige debat i '90'erne har været så kritisk'.

KL-formanden håbede, at F-2000 som fælles projekt og fælles platform ville give fred på skoleområdet de næste to år - at de 179 enkeltpersoner i rigets højeste forsamling ikke i de næste par år ville falde for fristelsen og forsøge at profilere sig på skolepolitikken.

Ministeren ville ikke høre tale om fred, hun ville have bevægelse i skolefeltet. Og det var lærerformanden med på:

- 'Folkeskolen år 2000' handler om at få sat folkeskoleloven rigtig i gang inden år 2000. Ikke om, at vi skal være færdige i år 2000. Men vi må tættere på indholdet. Hvad er kvalitet? Forstår vi det samme ved kvalitet, sagde Anni Herfort.

- Kvalitetsmålene skal fastsættes lokalt i dialog og evalueres lokalt, replicerede Else Købstrup.

- Målene skal bygge på skolens værdigrundlag, som det er givet af traditionen og beskrevet i folkeskolelovens formålsformulering. I øjeblikket har vi for eksempel en situation, hvor erhvervslivet slås om de unge. Men det betyder jo ikke, at vi pludselig skal til at erhversrette folkeskolen. Jeg føler, at politikerne taber ansvar for skolen for tiden, og det er synd for dem, genreplicerede Anni Herfort.

Skolen er national

Ministeren mente, at man, herunder Kommunernes Landsforening (KL) og kommunalbestyrelserne, skal respektere, at den danske folkeskole er en national skole, og at denne nationale skole skal have et indhold, som forældrene kan forstå. Hun fremhævede de såkaldt bløde kompetencer som centrale nu om dage.

- De bløde kompetencer viser sig efterhånden at blive hårde kompetencer i forhold til de faglige kompetencer. Der er nemlig et fokusskifte i det moderne erhversliv, der nu efterspørger egenskaber som samarbejdsevne, omstillingsparathed, kreativitet og selvstændighed, sagde Margrethe Vestager.

Det var sød musik i lærerformandens ører. Men så skal vi have mere tid til den enkelte elev, sagde hun. Og det var også vand på KL-formandens mølle, der ville have flere penge til kommunerne, nu hvor børnetallet stiger drastisk, hvilket især går ud over de svage elever, påpegede Venstre-kvinden. Men så slog ministeren kontra.

- Der er så mange penge i folkeskolen. Og tænk på, at jo mere man spørger efter penge i Folketinget, jo mere opmærksomhed kommer der på skoleområdet. Det er ikke dér, håbet skal placeres.

Lød det truende eller konspiratorisk? Talte Margrethe Vestager nu som undervisningsminister eller som medlem af regeringens økonomiudvalg?

Sådan bølgede dialogen en times tid, inden Lego kom på banen med Leg og Læring - i undervisningen. Forsamlingen blev nu sat til at lege med Lego. Og leg er en alvorlig sag. Med hjul, stænger og klodser skulle man finde frem til formlen for gearingsforholdet mellem et lille og et stort tandhjul . . .

Der er så mange penge i folkeskolen. Og tænk på, at jo mere man spørger efter penge i Folketinget, jo mere opmærksomhed kommer der på skoleområdet Jeg føler, at politikerne taber ansvar for skolen for tiden, og det er synd for dem