Der går en usynlig grænse gennem den danske befolkning, mellem dem, der kan forsørge sig selv, og dem, der ikke kan: Kvalifikationernes grænse. Den flytter sig hele tiden - men ulykkeligvis kun opad, det vil sige, der skal hele tiden flere kompetencer til at kunne holde sig på den selvforsørgende side af grænsen. Hvorfor gør den det? Fordi man er nødt til at flytte midler fra dem, der ligger over grænsen, til dem, der ligger under. Dette gøres ved at forhøje skatter og afgifter, tag for eksempel pinsepakken som det seneste eksempel. Når skatter og afgifter stiger, skal man tjene flere penge for at kunne forsørge sig selv. Det er dette næste nøk, der flytter kvalifikationernes grænse et tilsvarende ryk opad med det resultat, at det bliver endnu sværere for endnu flere at overskride den.

Denne onde cirkel er udtryk for en vanvittig, elitær politik, der oven i købet støttes af de nostalgiske hattedamer, der skamløst betegner sig selv som 'venstrefløjen', hvor man solidariserer sig med elendigheden i stedet for at bekæmpe årsagerne til den.

'Skal vi måske ikke hjælpe de svage', kvidrer disse Robin Hood'er, mens de i overført forstand flytter lidt rundt på de hjemmebagte rosinboller på den årlige finanslovsbasar.

Men der er noget, der er vigtigere end at hjælpe de svage: At forhindre dem i at blive de svage! Nu begynder det at gøre ondt i de gammelgroede forestillinger, men det er dem, der trænger til en ubarmhjertig og skånselsløs rodbehandling:

'Jamen, der vil vel altid være nogen, der er de svage i samfundet!' Ikke nødvendigvis. Det gale ved den berygtede bog om 'The Curve Bell' var ikke, at forfatterne hævdede, at de sorte i det nuværende amerikanske samfund er dummere end de hvide, men at de påstod, at det var en naturlov. Selvfølgelig er de sorte dummere end de hvide - men de behøvede ikke at være det! På samme måde i Danmark: Selvfølgelig er dem, der ligger under kvalifikationens grænse dummere end dem, der ligger over den - men igen: de behøvede ikke at være det.

Hvorfor blev de svage egentlig de svage? Fordi fremmedforsørgelse er og altid har været fordummelsens og undertrykkelsens mest effektive redskab. Spørg bare kvinderne! Er kvindernes frihedskamp ikke først og fremmest styret af behovet for at gøre sig fri af fremmedforsørgelsens åg?

Denne fordummelseskarrusel kan kun standses ved at flytte den politiske interesse fra omfordeling til kompetenceudvikling. Ikke til efteruddannelse, kurser, aktiveringsordninger og andet effektløst lapperi, men til en effektiv grunduddannelse for børn og unge. Vi begynder med samtidig at gøre uddannelse til både en ret og en pligt ved at åbne adgangen til alle uddannelser, samtidig med at kravet om uddannelse stilles ultimativt til enhver. Man kan ikke 'gå ud' af uddannelsessystemet, for når det ufaglærte arbejde snart helt er forsvundet, er der intet andet 'udenfor' end fordummende forsørgelse.

'Jamen, vil det ikke være tvang?'

Jo, det kan du eddermaneme tro, det vil. Og det er der ikke noget nyt i. Hele samfundet er gennemvævet af et netværk af mere eller mindre synlige tvangsmekanismer, som mange mennesker først får øje på, når det er for sent, og de ikke har de nødvendige kompetencer til at slå sig fri af det. Lad os derfor bruge åben tvang i tide. Alle skal have en uddannelse. At nægte at påtage sig uddannelsens strabadser er at nægte at bringe sig i stand til at forsørge sig selv - i realiteten en fjendtlig handling over for fællesskabet.

Steen Larsen er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole