Debat

Lad os give folkeskolen en hånd

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen må lægge ryg til drøje hug for tiden. Derfor er det forfriskende, at Christine Antorini fra Socialdemokraterne er kommet med en positiv melding om penge til at styrke folkeskolens naturvidenskabelige fag. Ingeniørforeningen vil gerne støtte forsøget på at trække debatten i konstruktiv og positiv retning i stedet for blot at være en unuanceret kritik af lærerstanden.

Kritikerne vil sige, at folkeskolen ligger, som den har redt, gennem årtiers nedprioritering af faglighed. Men de danske elevers dokumenterede dårlige resultater i de naturvidenskabelige fag er så problematiske, at der skal handling i stedet for knubbede ord til.

Man skal ikke glemme, at en sådan landspolitisk prioritering skal følges op lokalt, for på det naturfaglige område er landets kommuner nærmest vaneforbrydere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hovedparten af underviserne inden for natur/teknik har ikke natur/teknik som linjefag, og der bliver ikke kompenseret for det gennem efter- og videreuddannelse. Kun 14 procent af underviserne på de naturfaglige områder har fået over 30 timers efteruddannelse de seneste ti år. Hele 57 procent af gruppen har overhovedet ikke fået efteruddannelse i perioden. Det vil sige, at deres viden er fra før, mobiltelefoner og net blev en del af hverdagen.

Denne laden stå til og mangel på personaleudvikling er uansvarlig især i lyset af den tiltagende globalisering, hvor virksomheder flytter efter kompetencer.

Derfor vil Ingeniørforeningen opfordre til, at skydningen på lærerne indstilles. I stedet for bør der igennem en national handlingsplan sættes fokus på de rammebetingelser, der placerer de danske elever i bunden af internationale sammenligninger.

Planen skal afspejle pædagogisk oprustning og nytænkning i forhold til naturfagsundervisningen, så den også fanger pigerne.

Der er ingen grund til at afvente en ny lussing i Pisa 2006. Der findes allerede ganske megen forskning på det naturvidenskabeligt didaktiske område, så lad os sætte gang i løsningerne.