'Tag fat på det sårbare', lød overskriften på Jan Kaares interview med Lise Tingleff Nielsen om hendes nye bog 'Udvikling gennem deltagelse' i Folkeskolennummer 32. En opfordring, der rammer plet, og som samtidig åbner for en række relevante spørgsmål: Hvad er det, vi som lærere skal tage fat på? Hvad kan vi med teamsamarbejde i folkeskolen, og hvorfor er det sårbart?

Nye udfordringer

Vægtningen af teamsamarbejdet skal ses i lyset af den tid, vi lever i, og de udfordringer, der følger med. Samarbejdet er en produktiv respons på en verden i konstant forandring. Netop denne tanke forholder Andy Hargreaves sig til i bogen 'Nye Lærere, Nye Tider'. (Se anmeldelsen på www.folkeskolend.dk). Der sker så mange ændringer og så hurtigt, at det er nødvendigt at tænke og arbejde på helt nye måder, og teamsamarbejde er en mulig løsning på mange af de udfordringer og problemer, vi støder på i et postmoderne samfund - i som uden for skolen.

Teamsamarbejdet kan blive en frugtbar vej til udvikling af undervisningen, skolen og den enkelte lærer. Gennem samarbejdet med kolleger kan vi nå længere end til den personlige, individuelle refleksion. Der skabes rum for at lære af hinanden, dele erfaringer og udvikle sig sammen, ligesom samarbejdet kan føre til større mod på at afprøve nye ting, eksperimentere og udvikle undervisningen.

En væsentlig forudsætning for, at teamsamarbejdet bliver udviklende, er dog, at man finder frem til en fælles forståelse af arbejdsformen. Det har jeg mærket på min egen krop, og det kom tydeligt frem i artiklen i Folkeskolennummer 33 om lærerne på 10.-klasse-centeret i Kalundborg, der netop har gennemgået kurset 'Action for Excellence in Teamwork'.

Brug for begrebsafklaring

Samarbejde bliver ofte diskuteret, som om der er bred enighed om, hvad der ligger i ordet, men det er langtfra tilfældet. Som Lise Tingleff understreger, er en diskussion på skolerne om, hvad man vil med teamsamarbejdet, fuldstændig essentiel - det er nødvendigt med en begrebsafklaring. Ellers vil man sidde med følelsen af at få det trukket ned over hovedet, og det kommer der ikke noget godt ud af. Det er nødvendigt med en åben dialog om, hvilke typer team vi vil arbejde i, og hvad vi forbinder med begrebet samarbejde.

Jeg er selv ansat på en skole, hvor vi arbejder i team om de enkelte klasser. Teammedlemmerne er de lærere, der underviser i en klasses hovedfag, og det er meget udviklende for eksempel at kunne gennemføre projektforløb sammen. Netop i gennemførelsen ligger udviklingspotentialet. Det er, når man oplever sin kollega gribe en situation anderledes an, at tingene sættes i perspektiv. Diskussionen om, hvad der er god vejledning, bliver anderledes frugtbar med afsæt i en praksissituation, end den ville være, hvis man diskuterer det i planlægningsfasen og så ellers laver en arbejdsdeling ved gennemførelsen af undervisningen.

Organisering i klasseteam har klart sine fordele, men med det har vi også valgt andet fra - eksempelvis samarbejde i årgangsteam eller i fagteam. Det sidste har jeg blandt andet savnet som tysklærer.

I praksis kan ikke bare organiseringen i team, men også samarbejdet antage mange former, og det skal man være sig bevidst. Lise Tingleff skelner mellem lærersamarbejde og teamsamarbejde. Det sidste er kendetegnet ved, at man også sætter teamets egen læring og udvikling i fokus. Man er som team fælles om bestræbelsen på at skabe optimale læringsvilkår for eleverne. Dermed handler det også om at øge refleksionsniveauet i teamet, at arbejde med didaktik og at forny undervisningen. Erling Lars Dale beskæftiger sig i bogen 'Pædagogik og professionalitet' (se anmeldelsen på www.folkeskolen.dk) med tre kompetenceniveauer: Begreber for at gennemføre undervisningen, for at konstruere undervisningsprogrammer og for at kommunikere om og selv udvikle didaktik. Dale konkluderer, at det sidste er en forudsætning for professionalitet i skolen: 'I sidste instans må man kunne bevæge sig ind i grundlagsproblemer i relation til sit eget erhverv', skriver han. Og dertil er teamsamarbejdet fantastisk, kan jeg tilføje!

Det er sårbart at tale om undervisningen

Men det kan være en vanskelig proces at nå så langt. En af forklaringerne er ifølge Lise Tingleff, at 'det stadig er følsomt at tale om undervisning'. I samarbejdet om at udvikle undervisningen kommer vi tæt på, og i begyndelsen kan det være svært at betragte undervisning som en fælles sag, som vi sammen ser på udefra. Men det er nødvendigt for at kunne give udviklende kritik - og ikke mindst for at lære at lytte åbent til teammedlemmernes spørgsmål og kritik. Det er ikke nyt for os som lærere, at vi samarbejder, men hidtil har samarbejdet været koncentreret uden for klasseværelset, og dermed har det ikke udgjort en trussel mod lærerens autonomi. Det er dog i undervisningssituationen, vi som lærere for alvor bliver udfordret og tvunget ud i en legitimering af det, vi gør. Det fik 10.-klasse-lærerne fra Kalundborg at føle på kurset i teamwork, hvor filosofien netop er læring gennem handling, og det er det, der opleves i alle team, når den fælles læring begynder at virke.

En barriere for et godt teamsamarbejde kan være berøringen af den enkelte lærers begreber om kontrol over egen praksis. Hvis jeg oplever, at min individualitet trues, udmønter det sig i bekymringer: Hvad bliver der af mig i det samarbejde? Hvor er mit fag blevet af? De udfordringer kan jeg sagtens selv nikke genkendende til, men også her kan det hjælpe at sortere i begreberne.

Andy Hargreaves skelner mellem individualisme og individualitet. Det første implicerer anarki og social atomisering, mens individualitet handler om personlig uafhængighed og selvrealisering. Det er en væsentlig skelnen, så vores forsøg på at modsvare den stigende individualisme gennemfællesskaber ikke truer den enkeltes ret til at foretage personlige, uafhængige vurderinger og udfolde sin egen kreativitet og selvstændighed i arbejdet. Hvis man føler, at teamarbejdet truer individualiteten i stedet for at bidrage til noget, der når ud over en selv, så vil samarbejdet selvfølgelig møde modstand.

Og mindst lige så vigtigt: 'Man skal ikke lægge al undervisning ud til team', som Lise Tingleff siger det i interviewet. Også her er det nødvendigt med en kritisk, selektiv bevidsthed, og den har jeg savnet helt generelt.

Frugtbart samarbejde

Jeg er dog ikke i tvivl om, at et velfungerende teamsamarbejde kan føre til bedre undervisning og god skoleudvikling.

Strukturen er indarbejdet på ganske mange skoler, men det er afgørende, at vi får sat ord på begreber og mål, så vi undgår følelsen af at få noget trukket ned over hovedet eller af, at ens individualitet trues. Der skal sættes ord på, hvilke opgaver teamsamarbejdet kan løse, og hvilke det ikke kan løse. En af de største udfordringer ligger derfor i at opbygge et fælles sprog, som er nødvendigt for at kunne bruge de fælles erfaringer til at udvikle skolen med - og for at etablere en egentlig samarbejdskultur i skolen.

Den fælles planlægning og evaluering af undervisning trives bedre og bedre rundt om på skolerne, men som Lise Tingleff pointerer det, er det, når vi ser på undervisningen, at vi kommer et spadestik dybere. At arbejde sammen i selve undervisningssituationerne kræver en stor grad af gensidig afhængighed og tilpasning til hinanden, men det kan også være særdeles udviklende for en reflekteret praksis. Samarbejdskulturer kommer ikke af sig selv - det kræver hårdt arbejde af engagerede lærere, før frugten kan høstes. Men derefter kommer de udviklende fordele så - for den enkelte lærer, teamet og skolen som helhed.

Det er i undervisningssituationen, vi som lærere for alvor bliver udfordret og tvunget ud i en legitimering af det, vi gør