Års forskning i uddannelsesteknologi har kun leveret ét eksempel på en klar forbindelse mellem computere og børns læring, fastslår Stanford-forskeren Larry Cuban; computerbaserede trænings- og øvelsesprogrammer forbedrer faktisk elevernes score på visse standardiserede test inden for klart afgrænsede områder.

Derudover, fortsætter pædagogik- og uddannelsesprofessoren, er der intet, som antyder, at elevernes brug af multimediemaskiner, internet, tekstbehandling, regneark og anden high-tech har nogen som helst positiv indflydelse på deres akademiske færdigheder.

Larry Cuban, der er forhenværende formand for Foreningen af Amerikanske Uddannelsesforskere, er en af de knap 100 prominente amerikanere, som med dokumentet 'Fool's Gold' forsøger at få de amerikanske beslutningstagere til at overveje, hvorfor de bruger så mange penge på computere i undervisningssektoren.

For hvis skyld? Børnenes? De voksnes? IT-industriens?

Gruppen tæller højtestimerede lærere og børnepsykiatere, uddannelsesforskere og filosoffer.

Fysikeren Fritjof Capra, der skrev 'Fysikkens Tao', skriver under. Det samme gør formanden for Det amerikanske Akademi af Børne- og Voksenpsykiatere, Marilyn Benoit, filosoffen Hubert Dreyfus (se Folkeskolennummer 41/1998), kendt for sine bøger om læring og kompetenceudvikling, MIT-professoren Joseph Weizenbaum og astronomen Clifford Stoll, der opfandt ARPA-nettet, det net, som udviklede sig til det, vi i dag kender som internettet.

Prominente amerikanere, altså, som stiller det samme spørgsmål: Hvorfor pumper de amerikanske beslutningstagere årligt otte milliarder dollar i noget, som vi ikke kender effekten af? For hvis skyld?

Ræven vogter gæs

Underskriverne kan ikke finde noget som helst, der antyder, at investeringerne er gjort for børnenes bedste. Dels fordi ingen har undersøgt, om IT faktisk gavner læringen, dels fordi ingen af de mange handleprogrammer tager udgangspunkt i eller bare medtænker børnenes behov. De tager udgangspunkt i samfundets behov for arbejdskraft og en udokumenteret forestilling om, at IT gavner læringen.

Til gengæld er det tydeligt, at computerinvesteringerne tilfredsstiller mange voksenbehov, mener underskriverne.

Beslutningstagerne, der har opgivet ideen om at bruge uddannelserne til at skabe samfundsmæssig lighed, får med IT-investeringerne lejlighed til at demonstrere deres progressive sindelag, deres politiske handlekraft og menneskelige fantasi, mens IT-virksomhederne via skolerne knytter bunker af nye brugere til sig.

Det er, mener underskriverne, i den forbindelse tankevækkende, hvem det er, der udvikler de store IT-planer og -programmer på skoleområdet. Alle sammen er dybt involverede og har massive professionelle interesser i netop IT-verdenen. IT-vejledere. Softwareudviklere. Telefolk.

For eksempel nedsatte den amerikanske kongres en komite med 16 medlemmer. Komiteen skulle stille forslag til en bedre udnyttelse af web'en i uddannelsessystemet. Komiteen talte flere kongresmedlemmer, tre direktører fra high-tech-firmaer, grundlæggeren af onlinelearning.net, som sælger kurser i fjernundervisning, samt vicepræsidenten fra bigchalk.com, som tilbyder undervisning på nettet.

I komiteen var der ikke én grundskolelærer, ikke én psykiater eller én ekspert i børns udvikling.

Pædagogisk dialog

Underskriverne mener, at den voldsomme interesse for IT i undervisningen forvrider den pædagogiske debat og forfladiger læringsbegrebet. For, skriver de, '. . . troen på, at computere kan accelerere hastigheden i børnenes kognitive udvikling, er et udslag af den samme mekaniske tilgang til læring som den, der kommer til udtryk, når man snævert fokuserer på at hæve elevernes score på standardiserede test'.

Folkene og forskerne bag 'Fool's Gold' (se boks) mener, at man i uddannelsesdebatten fokuserer på noget helt forkert. Støttende interaktion fra engagerede, dygtige og omsorgsfulde voksne er, skriver de, den eneste konstante faktor, man finder, når man søger efter læringens hemmelighed.

'Fool's Gold' henviser blandt andet til den forskning, som psykologerne Alison Garton og Chris Pratt har gennemført inden for sprog- og litteraturundervisning. De to, som ikke selv har skrevet under, konkluderer, at det, som forbedrer børnenes evne til at læse, tale og udtrykke sig skriftligt, er personlige og forpligtende dialog med andre og mere kompetente sprogbrugere.

Børn har altså brug for '. . . levende undervisning, som engagerer deres hænder, hjerter, kroppe og sind - de skal ikke spises af med computersimulationer. Computerne og nettet binder os nemlig ikke sammen. De isolerer os i hver vores lille virtuelle univers', skriver 'Fool's Gold', der samtidig peger på en lang række farer, der er forbundet med det, det kalder barndommens computerisering.

Synsproblemer, museskader, for lidt motion og koncentrationsbesvær er bare nogle af de mange problemer, som nævnes og dokumenteres, og underskriverne mener, at computerne ændrer børnene på både gennemgribende og overraskende vis. I den forbindelsen henviser de til Det Nationale Videnskabsråd, som i 1998 gjorde opmærksom på, at lang tids arbejde i et computermiljø gør det svært for børn at håndtere en kompleks virkelighed, det giver dem problemer med at opbygge sociale fællesskaber, og de lærer ikke at vise personligt engagement.

Begejstring forfladiger

Der er altså intet bevis for, at computere gavner læringen, og intet antyder, at det er læringens eller børnenes udviklingsbehov, som har trukket IT'en ind i klasselokalerne. Omvendt er der en del, som peger på, at det computeriserede og abstrakte læringsmiljø kan skade børnene og deres udvikling, og det er helt sikkert, at IT-begejstringen forfladiger lærings- og dannelsesbegrebet, mener personerne bag 'Fool's Gold'.

Derfor opfordrer de politikerne og skoleverdenen til at genoverveje deres satsninger. Tjener de et formål? Et fornuftigt formål?

Og for at sætte trumf bag spørgsmålet henviser de til Larry Cubans bog 'Teachers and Machines', som beskriver brugen af teknologi i klasselokalet siden 1920. Cuban viser, hvordan uddannelsessystemets beslutningstagere siden 1920'erne er sprunget fra den ene nye teknologi til den næste - lysbilleder, båndoptagere, film, radio, overheadprojektorer, sproglaboratorier, fjernsyn, computere, multimedier og nu internettet - overbeviste om, at de denne gang har fundet læringens guld.

Men, siger Larry Cuban, når glimmeret med tiden svækkes, står vi hver gang tilbage med en klump pyrit - tåbernes guld.

Mikkel Hvid er freelancejournalist

Fool's Gold

'Fool's Gold' er et mere end 100 siders langt dokument, som opfordrer de amerikanske beslutningstagere til at (gen)overveje, om den voldsomme satsning på IT i skolerne virkelig gavner børnene og deres læring.

Fool's Gold er underskrevet af knap 100 prominente pædagoger, filosoffer, lærere og universitetsfolk.

Fool's Gold er udgivet af en gruppe, som kalder sig 'Alliance for Childhood' en forening, som forsøger at sikre, at pædagogikken og skolepolitikken tager udgangspunkt i børnenes behov og situation.

'Fool's Gold' kan hentes på web-adressen www.allianceforchildhood.net/projects/computers/computers¡reports¡fools¡gold

eller ved at udnytte linken fra folkeskolens hjemmeside.

Livet og den biologiske computer

Jeffrey Kane, der er dekan på instituttet for uddannelse på Long Island University, mener, at lærere og forældre forblændes af informationsteknologien og glemmer at fokusere på '. . . barnets indre oplevelse af mening'. Mening definerer han som '. . . en form for indre vækkelse som respons på et ydre møde'.

Han fortæller om sit besøg hos en 6.-klasse. Børnene havde arbejdet med renæssancen. De havde fundet alle informationer på internettet og brugt de nyeste multimedieprogrammer til at udarbejde en flot rapport med både lyd- og videostumper.

Læreren var stolt. Hun roste eleverne og understregede, at de vidste væsentligt mere om programmerne end hun.

Men Jeffrey Kane var ikke overbevist. Han skriver, at rapporten indeholdt mange informationer af den slags, man kan finde alle steder, og den viste, at børnene havde gjort sig umage med at kombinere de forskellige medier.

Men efter at have snakket med eleverne blev Kane klar over, at de ikke havde tilegnet sig noget som helst af det drama og de kulturelle rigdomme, som præger renæssancen. De gjorde sig ikke levende forestillinger om renæssancens mennesker, malere, digtere og fyrster.

'De lærte mere om at tænke som en computer end om renæssancemenneskene', skriver Jeffrey Kane, som frygter, at den voldsomme satsning på og respekt for IT vil forvandle børnene til biologiske computere.

id