Debat

Ulekkerland

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Djævlen fristede Jesus i ørkenen med alverdens magt og rigdom, hvis han ville tilbede ham - altså Djævlen!

Kommunernes Landsforening lokker lærerne med decentral løn, lokalløn eller fedterøvstillæg. Og desværre er flere allerede begyndt at ryste på hånden og få guldglimt i øjnene. Ud fra argumentet: Ellers får pædagogerne og sygeplejerskerne pengene. Lad dem dog få de håndører, som vi hverken kan leve eller dø af. Godt nok er der ringe logik i ikke at modtage tilbudt mønt, men i et længere perspektiv vil det blive første trin på vejen til at sønderbombe det ligelønsfundament, der er folkeskolelærernes styrke og adelsmærke. Ingen kan være interesseret i en opsplitning i grundlønslærere og lokallønsfreaks!

Bortset fra Kommunernes Landsforening, hvis generelle ønske er at gøre os alle sammen til små og store fedterøve, og samtidig forære skoleledelsen et bekvemt styringsinstrument til perfekt udøvelse af det velkendte 'Del og hersk'-princip. Hopper vi på den galej, bliver der med garanti uddelt ekstra bananer til Kommunernes Landsforenings hjernetrust.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Derfor utvetydigt nej til Kommunernes Landsforenings 'Ulekkerland'.

Jamen - vi kan ikke gå mod udviklingen. Vi må følge med! Det nytter ikke at stritte imod. Sådan er det også i privat regi - og så videre. Den velkendte vigende og opgivende 1864-mentalitet!

Men det er noget gement vrøvl!

Udviklingen er os! Og ikke hvad der til enhver tid er mest fordelagtigt for den herskende klasse - som det nu er tilfældet!

Vi skal ikke lade os bedøve af den udflippede snak om vækst - effektivitet - kvalifikationsløn - præstationsorgasme med videre - som smarte konsulentrapporter siger, og som i visse kredse læses og citeres med lige så megen alvor og fanatisme - som Koranen af en iman!

Vi kan ikke bruge det til noget som helst! Derimod: 'Hvad du evner, kast af i det nærmeste krav.' Og ikke en kridtstump mere! Pædagogisk burn-out lader vi idioterne om.

Niels Chr. Christensen

Bagterpskolen, Hjørring