I en demokratisk fagforening vil der ikke til enhver tid herske enighed om alt: Meninger vil brydes - både på lærerværelserne, på kurser og konferencer, ved tillidsrepræsentantmøder, ved kredsenes generalforsamlinger og når kongressen samles.

I DLF er vi eksempelvis ikke enige om arbejdstidsaftalen og om retningslinierne for anvendelse af decentral løn, så det diskuterer vi flittigt. Ethvert medlem er i sin gode ret til at søge den gældende politik ændret gennem deltagelse i den demokratiske debat - ja, endog tillades skoleridning af ideologiske kæpheste!

Ved sidste kongres blev foreningens retningslinier for anvendelse af decentral løn vedtaget med et meget lille flertal - ja, jeg vil påstå, at vedtagelsen mest var et resultat af dirigenternes udygtighed. Men uanset hvad forklaringen måtte være, har foreningens højeste myndighed vedtaget et sæt retningslinier, der gælder, indtil kongressen vedtager nogle nye. Jeg har personligt kastet mig ud i kritikken af disse rtningslinier, fordi jeg betragter dem som direkte skadelige for foreningens bestræbelser på at skaffe alle medlemmer den højst mulige løn for lærerarbejdet. Jeg er i debatten blandt andet blevet spurgt om, hvad vi gjorde - sådan lokalt i kreds 53, Vestsjællands Lærerkreds - i forhold til den decentrale løn. Underforstået: at når jeg nu argumenterede så kraftigt imod de vedtagne retningslinier, så så vi vel stort på dem i kredsen?

Nu kender jeg en hel del kredsformænd og styrelser, som er lige så utilfredse med disse retningslinier, som jeg selv er, men jeg kender ingen, der - uanset hvor gode tilbud de har fået fra kommunerne - har omgået kongressens retningslinier. At vi er mange, der argumenterer imod den gældende politik på et område, er ikke ensbetydende med, at vi blæser på fællesskabet og griber til selvtægt. Det er i sidste ende et spørgsmål om organisationsmoral! og jeg troede egentlig, at vi - uanset hvilke fagpolitiske synspunkter vi hver især forfægtede - havde en rimeligt høj moral i DLF.

Stor blev derfor min forbløffelse, da jeg i et par private hovedstyrelsesreferater kunne læse, at kreds 61 - Lærerkredsen for Næstved og omegn, og kreds 91, Sønderborg og Omegns Lærerforening (der begge er arge modstandere af den gældende arbejdstidsaftale) har indgået overenskomststridige aftaler med mindst syv kommuner efter devisen, at når hovedforeningen ikke kunne producere en i kreds 61 og 91's øjne fornuftig arbejdstidsaftale, ja, så måtte man jo selv tage over. Resultatet er blevet, at medlemmer af DLF i de to kredse umiddelbart stilles ringere end andre medlemmer af foreningen, idet de hver især kan forpligtes til at levere én gratis mellemtime til arbejdsgiveren om ugen.

At de to kredse gennem deres handlinger forsøger at degradere kongressen til et uforpligtende debatforum, er i sig selv slemt nok, men det værste ved hele historien er, at foreningens hovedstyrelse tilsyneladende ikke har i sinde at foretage sig noget i den anledning! Er der nogen, der konkret arbejde hen imod at omdanne DLF til et fagforbund bestående af cirka 100 totalt selvstændige kredse? Det er vel en medlemsdebat værd?

Reinhard Werner

kredsformand, kreds 53,

Kalundborg