I den senere tid har der blandt pædagoger og psykologer været debatteret om nødvendigheden af vejledning eller kursus for forældre i opdragelse af børn. Dette kan umiddelbart lyde absurd, men der findes jo så mange andre kurser. For eksempel om hvordan man dresserer sin hest, får sin undulat til at blive på pinden eller hunden til at løbe igennem et langt rør uden at få klaustrofobi.

Hvorfor så ikke gå på kursus i at opdrage sine børn?

De fleste mennesker kender sikkert et forældrepar, om hvem de tænker: De skulle aldrig have haft børn. Hvilket grundlag man så vurderer det ud fra.

Forenklet og naivt plejer man at sige: Enhver kan få børn, men ikke alle kan kunsten at opdrage.

Selvfølgelig kan (skal) der ikke lovgives for, hvem der burde få børn, og navnligt hvem der ikke burde (selvom det momentvis kunne være fristende).

Lige så lidt kan der lovgives om en fælles opdragelsesmoral og etik.

Det er god takt og tone ikke at blande sig i andres opdragelse af deres børn eller for den sags skyld fugl, hund eller hest.

Det er en privat sag - og dog til tider et fælles problem.

Når eleverne begynder i skolen, er de fleste nok tilvænnet institutionsopførsel, men den basale opdragelse mangler hos nogle.

Flere og flere elever er ikke i stand til at modtage undervisning, og de fungerer dårligt i større grupper. Ting, man tidligere tog for givet, skal i dag læres (opdrages), før den egentlige undervisning kan realiseres.

Der er tale om 10-15 procent af børn og unge i alderen 0-18 år, som i perioder vil have brug for psykologisk hjælp.

Dette forhold bør naturligvis søges ændret, og som en modvægt er vejledning eller kursus i opdragelse et udmærket forslag.

Men erfaringer fra andre forsøg på profylakse viser, at det kan være svært at 'fange' målgruppen.

Måske skyldes det fejlslagne projekter, der har stået mange pjecer og samlet støv på biblioteket.

Jeg kan have min tvivl, om 'risiko-gruppen' af forældre til understimulerede børn vil vælge et kursus i opdragelse.

Vil forældre til de overstimulerede børn søge vejledning i opdragelse? Hvem tør ( - eller er i stand til) at indrømme, de ikke er en god forælder?

Uanset om man nu føler sig som 'risiko-forældre' eller ej, så bliver man vel aldrig færdig(uddannet) som forælder!

For hvor skal man sætte grænserne for sig selv og sine børn?

Det kan være spændende samt inspirerende at møde andre forældre og 'professionelle opdragere' og høre deres mening om børn og god opdragelse.

Lars Jønner Alving

Vordingborg