Anmeldelse

Bright - Interactive Atom

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I årenes løb er der blevet svedt meget over teorien om atomets opbygning, da denne del af pensum i fysik/kemi øjensynligt ér svært tilgængelig for mange elever - uanset hvilke modeller og forklaringer læreren forsøger sig med. Enhver håndsrækning med en pædagogisk formidling heraf vil derfor være velkommen.

Fakta:

Titel: Bright - Interactive Atom

Forfatter: Pernilla Molander

Pris: 360 kroner

Type: Bog

Forlag: Brain-Power - Telefon 8664 3918

Bare ærgerligt, at dette materiale ingenlunde repræsenterer de landvindinger, som den danske rettighedsindehaver ellers stiller i udsigt. Elevernes grundlæggende forståelse vil snarere lide skade ved arbejdet med den runde plasticdåse. Okay, låg og bund kan indgå i visualiseringen af, hvordan det ene atom i en ionforbindelse afgiver én eller flere elektroner til det andet; men resten er vildledende: den todimensionale model viser, at elektroner af samme størrelse som nukleoner bevæger sig i perfekt cirkulære baner - oven i købet med samme indbyrdes afstand. En biting i dén sammenhæng er det, at der for overskuelighedens skyld kun er medtaget fire af de syv elektronskaller.

Til gengæld er leverandørens skammelige promovering af materialet svær at overse. En pædagogisk konsulent tages således som gidsel qua en positiv udtalelse, inden vedkommende har set plasticdåsen med tilbehør. Desuden omtales, at den svenske opfinder af "Bright" har fået en pris i 2007 - det er formentlig ikke for dette produkt!

Og endelig: "interaktivt materiale"? - så er der godt nok gået inflation i begreberne. Spar de 360 kroner. Gode computeranimationer må kunne fås for færre penge.