Nyt komma

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til de danskere, der nu er gået over til det nye komma, og til dem, der overvejer at gøre det, har Dansk Sprognævn fremstillet kommamærker, som man kan sætte ved sine tekster. Ved at bruge mærket gør man opmærksom på, at man har sat komma efter reglerne for nyt komma, og undgår dermed, at andre tror, man ikke kan sætte komma.

Kommamærket findes både i en papirudgave (som klistermærke) og i en elektronisk udgave. Klistermærkerne fås ved henvendelse til Dansk Sprognævn, mens den elektroniske udgave frit kan hentes fra Sprognævnets hjemmeside på adressen www.dsn.dk

Ifølge Dansk Sprognævn giver det nye komma bedre og mere læsevenlige tekster. Blandt andet fordi det halverer antallet af kommaer, så man undgår, at sætningen deles op i en masse smådele, der kan hæmme læsehastigheden.

Nævnet har også uarbejdet en brochure, der i kort form gennemgår kommareglerne. Den hedder 'Nyt komma - et tegn bedre'.

Dans fra den sydafrikanske skole

Forurening, hvordan man fremstiller papir, hvordan en besked kommer igennem helt fra forrige tiders mund til øre-metode til vore dages offentlige telefonbokse. Emner, som børn selvfølgelig skal lære noget om. Også i Sydafrika. Men her lærer de det gennem dans og sang.

Siden 1989 har dansekompagniet Moving Into Dance arbejdet på at udvikle en metode, Edudance, hvor dansen inddrages som en del af undervisningen i de traditionelle skolefag. Som en del af kulturudvekslingsprojektet mellem Danmark og Sydafrika, Shuttle 02, tilbydes der i perioden 19.-30. august 2002 workshopper og seminarer med David April og Sue Hall, sydafrikanske danseundervisere med årelang erfaring i undervisning af børn og træning af skolelærere i Edudance. For nærmere oplysninger kontakt Britta Luppescu på luppescu@post2.tele.dk eller telefon 3255 7305 for Københavns-delen. Ellers er det Ulla Gad på ullagad@dansiuddannelse.dk. Hun har nummer 8619 7896.