Afgangsprøve i matematik i 10. klasse på en skole i Århus. Flere små grupper af elever sidder og arbejder. I midten står et bord med en mursten og en bowlingkugle, som har været brugt til opgaverne. Lærer og censor har netop givet karakterer til to elever og har vendt sig imod en anden gruppe, da der lyder larm bag dem. På gulvet ligger bowlingkuglen og murstenen, der er knækket.

'Vi tror i starten, at det bare er bowlingkuglen, der er faldet ned med et brag og har taget murstenen med sig, men så sparker drengen til borde og stole, der vælter omkring os', fortæller Palle, der var censor til afgangsprøven.

Palle hedder noget andet, men har valgt at fortælle historien anonymt. Folkeskolen kender hans rigtige navn.

'Drengen fik et 6-tal og tog imod sin karakter, men bagefter gik han amok, væltede borde og stole, råbte og skreg. Hans kammerater holdt ham fast og slæbte ham ud af lokalet. Læreren valgte at fortsætte prøverne, og jeg tænkte, at det egentlig var godt. Så vi fortsatte. Jeg følte ikke på det tidspunkt, at drengens aggressioner var rettet imod mig'.

Eleven vender tilbage

Da lærer og censor et par timer senere pakker sammen for at gå til frokost, kommer drengen imod dem på gangen. Han taler med læreren og får undervejs hidset sig op. 'Han siger, at det er for dårligt, og spørger, hvorfor han skal have en dårlig karakter. Læreren forklarer, og på mig virker det, som om drengen har respekt for læreren, og de har et godt forhold. Men så vender drengen sig imod mig, skubber til mig og kalder mig 'kælling' og 'ludercensor'. Læreren prøver at berolige drengen, og klassekammeraterne tager sig af ham, siger, at han skal slappe af. Læreren siger, at vi hellere må gå', fortæller Palle.

Lærer og censor går. Drengen råber og skriger efter dem.

'Da vi kommer ud i skolegården, slipper han fra kammeraterne og kommer løbende. Jeg er mere chokeret end bange, og jeg prøver at ignorere ham. Han råber efter mig, og jeg tænker på, hvad jeg skal gøre. Heldigvis er han ikke så stor'.

Klassekammeraterne får fat i ham igen og holder ham.

'De siger til mig, at jeg skal skynde mig væk. Sammen med læreren går jeg ind på skolelederens kontor. De havde hørt om problemerne og fortæller, at drengen har smadret nogle ting på skolen i den mellemliggende tid'.

Imens Palle og læreren sidder på skolelederens kontor og taler, kommer drengen pludselig brasende ind på kontoret med en lærer efter sig. To lærere får fat i drengen og tager sig af ham.

'Jeg ser ham ikke igen, men jeg er temmelig rystet, og da jeg får at vide, at drengen har taget samme bus, som jeg senere skal med, siger jeg, at jeg ikke tør tage bussen. Han kunne jo stå og vente på mig et sted. Skolelederen giver mig straks en taxabon. Og da jeg senere på dagen skal hjem, venter læreren sammen med mig udenfor, indtil taxaen er kommet. Det var rart', siger Palle.

Vil ikke politianmelde

Både Palle og læreren har skrevet forløbet ned til en indberetning. Skolelederen tilbød straks Palle psykologhjælp, men det har han afslået. Skolelederen har også foreslået, at de mødes og taler om sagen.

'Jeg synes, jeg er blevet behandlet godt på skolen i situationen, og bagefter har jeg talt med både min egen skoleleder og tillidsrepræsentant. De støtter mig fuldt ud. Da jeg kom hjem efter prøven, talte jeg straks med min egen skoleleder. Men når jeg har henvendt mig til Folkeskolen, er det, fordi jeg har det dårligt med, at der ikke er nogle sanktionsmuligheder i sådan en sag. Der sker ikke noget. Derfor ønsker jeg en debat om lærernes arbejdsforhold. Oplevelser som denne er med til at øge stressfaktorerne i lærerjobbet', mener Palle, der har været lærer i seks år og har været censor mange gange. 'Tyve procent af min årgang fra seminariet har forladt folkeskolen, og jeg kan egentlig godt forstå det. Jeg har selv overvejet det, selv om jeg holder meget af at undervise og normalt har det rigtig godt med eleverne. Min oplevelse her har da også skubbet til ønsket om at finde et andet job'.

'Jeg var både sur og frustreret bagefter, og jeg ønsker at skabe debat. Systemet fungerer ikke. Som det er nu, er det mig, der bliver taberen. Sammen med drengen måske. Ifølge dét, jeg har fået at vide, skete der intet med drengen. Han kunne bare fortsætte, som om intet var hændt, og det samme kunne jeg. Jeg kan groft sagt bare vente på, at noget værre sker næste gang. Måske at jeg møder en elev med en kniv i hånden. Men jeg har ikke lyst til at sætte liv og lemmer på spil'.

'Jeg har så senere fået at vide, at drengen er blevet bortvist fra skolen i en uge. Men en af mine kolleger skal være censor i dén klasse senere, hvad sker der så dér? Kommer eleven, og hvordan reagerer han?'

Palle har bagefter overvejet, om han fremover vil være censor, og er nået frem til, at det vil han gerne.

'Jeg skal være censor igen om nogle dage, og jeg vil da være mere vågen og på vagt. På forhånd har jeg spurgt læreren, om der er nogle 'hårde elementer' i klassen'.

Palle har også overvejet at politianmelde drengen.

'Men det vil jeg ikke, dels fordi han ikke slog mig, og dels fordi knægten jo så får mulighed for at få aktindsigt. Det betyder, at han kan få min adresse'.