Nej-siger vil i gang med at nikke ja

Mange tror, at jeg kun kan sige nej. Men jeg går faktisk meget målrettet efter aftaler, siger kandidat til formandsposten

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anders Bondo Christensen stiller op til valget om formandsposten. Han mener, at Danmarks Lærerforening i højere grad skal styre debatten om folkeskolen.

'Vi er for passive og venter på, at andre tager initiativer og sætter dagsordenen. Vi skal selv lægge nogle langsigtede strategier. Det er en af de væsentligste forskelle på min og Anni Herforts stil'.

Sådan siger Anders Bondo Christensen, formand for Sønderborg og Omegns Lærerkreds, der indtil videre er eneste kandidat til formandsposten

Han er træt af at blive oplevet som den evige nej-siger:

'Jeg går ikke efter konflikter. I kredsen har jeg arbejdet meget konstruktivt på at lave aftaler. Og det synes jeg også, at mit arbejde i hovedstyrelsen er udtryk for. Men vi skal væk fra det med, at vi nøjes med det bedst opnåelige. Vi skal også kunne sige nej og om nødvendigt tage en konflikt og gå i strejke', siger Anders Bondo Christensen.

Hans første store opgave - hvis han bliver valgt - er at forhandle en ny arbejdstidsaftale, der kan træde i kraft i 2004:

'Det drejer sig om det menneskesyn, der ligger i sådan en aftale. Den nuværende aftale fremmer det tællende menneske, der registrerer og kontrollerer alting. Sådan er gode undervisere ikke. Man skal slippe lærerne fri og give os ansvar og tillid', siger han.

Han erkender, at det godt kan ende med, at nogle lærere kommer til at undervise mere:

'Det kan godt være, at det gennemsnitlige undervisningstal stiger. Det kan også ske med den nuværende aftale. Men vi skal have et loft over, der sikrer, at lærerne ikke bliver misbrugt. Og så skal vi lave en aftale, der kun handler om en ting: Undervisning. Alt det andet, forældresamarbejde, teammøder og så videre, er jo noget, der hører med til at undervise. Det skal vi ikke gå og tælle op', mener Anders Bondo Christensen.

Efter hans beregninger kan en ny aftale laves, uden at det kommer til at koste flere penge.

Nye kandidater til formandsvalget kan dukke op helt frem til kongressen. Næstformand, Stig Andersen, er ikke på valg. Han har officielt erklæret, at han støtter Anders Bondo Christensens opstilling i et ønske om at samle foreningen. Deri ligger, at Stig Andersen ikke selv stiller op som kandidat til formandsposten.