Mellem 1900 og 1970 blev mindst 100 lærere anklaget for uterlighed over for deres elever. På nær én var de alle mænd. En-to om året lyder måske ikke af så mange, taget i betragtning at Danmarks Lærerforening sidste år oplyste, at foreningen får kendskab til cirka seks sager om året. Men de gamle sager er ikke jævnt fordelt. Før 1940 er der år uden, og omkring en tredjedel af alle falder i 1960'erne.

Også indhold ændrer sig. Før 1940 er sagerne med små og store piger enerådene. Herefter dukker drengesagerne op - for at dominere billedet i 1950'erne. En hurtig forklaring herpå kunne være, at koldkrigsårenes ønske om at værne kernefamilien mod dens indre fjender, kommunisten, bøssen og den pædofile, også prægede hverdagen i folkeskolen. I 1960'erne blev der flere sager, hvor en lærer og en stor kvindelig elev stod i forhold til hinanden, og færre med små elever.

Håndteringen tog også nye former. Før 1940 blev hovedparten ordnet i mindelighed, læreren fik en advarsel eller tog sin afsked med pension. Men allerede i 1920'erne blev der i Undervisningsministeriet taget skridt til en hårdere kurs. Under indtryk af tidens interesse for psykopaten og bekymring for den hvide races degenerering udsendte Undervisningsministeriet i 1929 det såkaldte berøringscirkulære, der pålagde lærerne at afholde sig fra enhver berøring, 'venlig som uvenlig'.

Et sortlistningssystem fulgte i 1938 og en forbudskampagne i årene fra 1943 til 1950. Hvor holdningen førhen havde været, at dette emne ikke tålte offentlig omtale, forsømte ministeriets embedsmænd, sekunderet af Danmarks Lærerforening, ingen lejlighed til at bede lærerne om at 'passe på deres vaner'.

Resultatet udeblev ikke. Sagstallet nærmest eksploderede, og fængselsstraf var nu reglen, frifindelse eller afskedigelse med pension undtagelsen. Holdningen var dog ikke helt konsekvent i de frigjorte 1960'ere. Samtiden så med mildere øjne på lærere, som tog de små elever på skødet. Ønsket om at resocialisere lærerne bragte sortlistesystemet i miskredit, og i 1969 fik de to første lærere, dømt for uterlighed, genansættelse i folkeskolen.

Mellem 1900 og 1970 bevægede uterlighedssagerne sig fra et privat til et offentligt anliggende. Drivkræfterne var århundredeskiftets børnevenner og kvindebevægelsen. Resultatet af deres fælles kampagne mod seksuelt misbrug af børn blev en forhøjelse af den seksuelle lavalder fra 12 til 15 år i 1930 for begge køn. Tidligere havde der kun været en seksuel lavalder for piger.

I kølvandet fulgte et holdningsskifte. Fra at børn i det 19. århundrede blev tillagt en aktiv og forførende seksualitet, blev de nu skildret som seksuelt uskyldige. Det placerede læreren i rollen som forfører og nærmest dømt på forhånd, uanset hvad der var sket.

Sagsmaterialet rummer også en række ambivalenser. De lokale myndigheder og forældrene var ikke altid ivrige efter at få anklagen undersøgt nærmere. Argumenterne rakte fra, at det ville skade skolens renommé, over lærermangel, til at skaden trods alt ikke var særlig stor, eller at man ikke kunne stole på børn. Der var også en ambivalens over for den mandlige lærerrolle, i en tid hvor den autoritære lærerpersonlighed var på vej ud til fordel for en lærer, som 'prøvede med kærlighedens stærke arm'.

Uterlighedssagerne handlede også om at trække grænser og opstille nye normer for lærerens adfærd. Læreren skulle hverken være far eller kammerat, han skulle være lærer. Hvad det indebar, kunne det til tider være meget vanskeligt at enes om.

Ning de Coninck-Smith er professor, for tiden bosat i USA