Undertegnede har begge været til skriftlig danskeksamen efter at have arbejdet med danskfaget i tre år. Vi er blevet vant til, at seminariet er en verden, hvor refleksioner, analyse og kendskab til egen læreproces og læring bliver vægtet højt. Refleksioner og fordybelse er, som de fleste sikkert ved, ikke noget, man bestiller til at ankomme en given tirsdag mellem klokken 9 og 15. For mange, hvis ikke for alle, er det en proces, som forløber over tid, og som ikke kan forceres. Dette gælder også for seminariestuderende. Derfor undrer det os så meget desto mere, at vores eksamensform på seminariet ser ud, som den på nuværende tidspunkt gør.

Den nye centralt stillede eksamen for skriftlig dansk, matematik samt for sprogfagene ser ud til at være bygget op omkring tidligere tiders tankegang: gæt, hvad læreren tænker. Overført til vores aktuelle eksamenssituation bliver det til: gæt, hvad opgavekommissionen/Undervisningsministeriet tænker.

Som studerende får vi bilagene, endelig ikke spørgsmålene, udleveret mandag klokken 9.00. Så har vi 24 timer til at forberede os - det vil sige: læse bilag samt gætte på og opstille hypoteser over, hvad opgavekommissionen mon har tænkt sig at spørge os om den følgende dag klokken 9.00. Men det er vel rimeligt nok, 24 timers forberedelse er da lang tid. Jo tak, det er rigtigt, men der kan også opstilles mange hypoteser vedrørende kommissionens hensigt med de udleverede bilag. Vi må med rette indrømme, at bilagene overvejende peger på ét specifikt centralt kundskabs- og færdighedsområde, CKF, men indgangsvinklerne kan være utallige. Altså handler det om at gætte sig frem og ikke mindst at gætte rigtigt!

Den indlysende ulempe ved denne eksamensform er at gætte forkert. Dette kan i værste fald betyde, at man lægger sig fast på én indgangsvinkel ud fra de udleverede bilag, hvilket igen betyder, at man muligvis ikke er åben for de spørgsmål, der reelt stilles. For ikke at føle, at man har forberedt sig forgæves, vil mange sandsynligvis insistere på at finde anvendelse for de notater, man har gjort sig, og psykologisk vil det være godt for den studerende ikke at brænde inde med det forberedte, og så har man da i det mindste skrevet noget! Men det siger sig selv, at denne fremgangsmåde ikke altid er vejen til en optimal besvarelse. Lige præcis her mener vi, at de nye tanker omkring læring som et processuelt forløb støder sammen med opgavekommissionens markant anderledes opfattelse af læring som gætteri.

Vores spørgsmål er: Hvad er ideen i, at vi skal eksamineres på denne måde, der adskiller sig væsentligt fra den undervisning, vi har modtaget gennem hele seminarieforløbet? Hvorfor skal vi bruge tid og ressourcer på at gætte på, hvad kommissionen har tænkt at spørge os om? Er den skjulte dagsorden, at vi skal forberede os grundigt på samtlige CKF'er og udtænke flest mulige alternativer, såfremt vores oprindelige gæt er forkert? Hvis ja, så er 24 timers forberedelse ikke nok.

Jesper Sørensen og Dorte Loftager

lærerstuderende på Københavns Dag- og Aftenseminarium