Fokus på børns rettigheder

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til september ruller de sorte limousiner op foran FN's bygning i New York, og politikere fra hele verden mødes for anden gang i verdenshistorien til topmøde om børn. De skal gøre status over børnenes vilkår. Hvor langt er man nået i kampen for børns rettigheder, siden FN's Børnekonvention så dagens lys i 1989?

I anledning af Børnetopmødet lancerer Red Barnet og Unicef et nyt undervisningsmateriale, som sætter fokus på børns rettigheder. Materialet retter sig mod 7.-10. klasse. Børnesoldater, børnearbejdere, uledsagede flygtningebørn og mange andre børn fortæller om deres hverdag i Danmark og i udviklingslande. Man kan blandt andet læse om Francis, som i to år var børnesoldat hos oprørshæren i Uganda, og om Delfina, som fra morgen til aften knokler på en tøjfabrik i Guatemala.

På Børnetopmødet er det ikke kun politikere, der deltager, børn og unge får også adgang til de bonede gulve. Fra Danmark deltager to ungdomsdelegater, som vil rapportere hjem til de danske skoleklasser via Red Barnets og Unicefs hjemmesider: www.redbarnet.dk og www.unicef.dk

Undervisningsmaterialet er klar til brug i det nye skoleår, og man kan få flere oplysninger hos Red Barnet på telefon 3536 5555 og hos Unicef på telefon 3527 3800.