Pædofile på Nettet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Lad dig ikke overtale til at mødes med en fremmed'. Dette råd er desværre blevet nødvendigt over for børn, der chatter på Nettet. Pædofile og andre voksne prøver her anonymt at få kontakt med børn - ofte ved selv at udgive sig for at være børn.

Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitiet laver i fællesskab en kampagne for at advare børn mod de 'flinke voksne', der frekventerer børnenes chatrooms.

Rigspolitiet modtager mange henvendelser fra bekymrede forældre, der oplever, at voksne chikanerer børnene, kommer med krænkende forslag eller prøver at lokke dem til at mødes.

Kampagnen er rettet mod børn for at gøre dem opmærksomme på de farer, der kan være ved at chatte.

Børnene opfordres til ikke at udlevere navne, adresser og fotos eller lade sig lokke af løfter om penge eller slik til at mødes med deres Netbekendtskaber. Politiet er desuden ved at udarbejde en særlig anmeldelsesblanket til brug, når man vil anmelde voksne, der krænker børn på Nettet.

En plakat med syv gode råd til børnene bliver sendt til biblioteker, skoler og ungdomsklubber. Rådene kan desuden læses på http://www.crimprev.dk/sikkerchat

Powered by Labrador CMS