I mange år har vi talt om de vilde og umulige drenge.

Skolen passer ikke til drenge, og drenge passer ikke til skolen. Skoler er kvindeuniverser, som drengene må gøre oprør imod. Børn møder ingen mænd og har ingen at identificere sig med. Vi har i mange år kendt til problemet, men dette år besluttede jeg så sammen med en kollega - en mand - at nu skulle det være. Nu ville vi lave et kursus, hvor vi forsøgte at kigge på drenge og på, hvad skolen kunne gøre ved dem, og hvad drenge kunne gøre ved skolen.

Vi opslog kurset 'Danser med drenge'. I opslaget skrev vi, at kurset henvendte sig til lærere og pædagoger af begge køn, der arbejder med støjende, rasende, bange, genstridige, lukkede, vilde drenge.

Vi skrev, at vi ville arbejde kropsligt blandt andet med deltagernes centrering, balance, grænser og energi, så de kunne blive bedre til at tackle den angst, magtesløshed, vrede, sorg, medfølelse, som eleven fremkalder. Og vi ville arbejde med at møde elevens negative reaktioner i 'dans', hvor energien vendes, så eleven får nye handlemuligheder i forhold til andre mennesker.

Vi ved ikke selv så meget om det, vi ville undervise i, men regnede med, at vi sammen med deltagerne kunne udvikle et eller andet. Der kom 60 ansøgninger! Der må altså være et behov. 25 af de 60 fik A-påtegning. 7 B og 28 fik C. Men - og det er det, der er det mærkelige: Kun fire af de 60 ansøgere er mænd. De har alle fået A-påtegning. Fire ud af 60!

Hvordan skal nu det forstås? Det kunne betyde, at det kun er de kvindelige lærere, der har problemer med de vilde drenge. At mændene bare klarer dem. Den tror jeg ikke på, for så ville man vel bare bruge skolens få mænd til at tage sig af de vilde, så de ikke blev vilde og til ulempe for andre og til megen skade for sig selv. Der må være andre grunde.

I dette tilfælde er det altså sådan, at det er kvinderne, der melder sig, når drengene ikke trives i kvindeuniverset. Kvinderne vil på kursus for at lære at blive endnu bedre til at tilpasse drengene til det univers, som er kvindeligt, og som vi kvinder synes er godt at trives og udvikles i. Kvinderne omslutter, skaber og kontrollerer. Al respekt for det og den omsorg, skolens kvinder lægger i deres arbejde med de skæve børn. Men måske mangler de uvorne drenge netop nogle mænd, der vil kæmpe sammen med dem for andre normer og andre værdier end de kvindelige. Nogle mænd, som tør sige kvinderne midt imod og skabe et skoleunivers med mere kropslighed, mere manpower. Med hierarki i stedet for rundkreds så at sige. Med maskulin autoritet i stedet for eller sammen med den feminine omsorg.

Er eksemplet typisk - og det tror jeg, det er - så risikerer vi, at drengene 'mødres' så meget og på en sådan måde, at de vil se en mor i enhver kvinde, de senere i livet vil forelske sig i. En mor, som på den ene side skal give dem den nødvendige omsorg, men som de samtidig vil tage afstand fra og måske smide ud af deres liv, hvis hun tillader sig at komme for tæt på, på grund af deres angst for, at denne gode kvinde også indeholder en infam heks, der vil omslutte dem, fængsle dem, kvæle dem og gøre dem impotente. - Ligesom deres mor og deres lærer. Måske finder vi altså i skoleuniversets manglende maskulinitet en af de faktorer, der kan medvirke til at gøre parforholdet - foreningen af kønnene - så vanskeligt.

Hvor er det ærgerligt, at der ikke var flere mænd, der sammen med os ville være med til at undersøge, hvordan man i skolerne kunne blive bedre til at 'danse med drenge'.

Tove hvid er forfatter og psykolog