Bodil Hansen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bodil er død. Den 18. april fik kræften omsider overtaget, selv om hun kæmpede imod til det sidste. I den sidste halve snes år var sygdommen en del af Bodils liv, men hendes styrke, åbenhed og afklarethed gjorde, at hun stadig var i stand til at leve livet. Hun vedblev at være et aktivt og kreativt menneske, der kunne se andre muligheder, og som ville prøve nye veje.

Bodil var et meget reelt og ærligt menneske. Hun var engageret - i familien, venner, skolen - og vi er mange, der fik lov til at nyde glæde af hendes hjælpsomhed og kunnen.

Billedkunst og håndarbejde var de to fag, der havde Bodils største interesse, og hun nød arbejdet med børnene. Hun gav dem en masse, og de gav hende meget igen. Utallige er de billeder, skabt af eleverne og af Bodil selv, som i årenes løb har prydet vores gange og fællesarealer. For to år siden måtte Bodil opgive sit arbejde på skolen, men hun savnede kontakten med børnene. Af og til kom hun dog heldigvis stadig og hjalp os med et projekt eller en opgave, og vi kunne få endnu en god og givende snak.

Bodils begravelse og sammenkomsten bagefter havde hun selv været med til at planlægge. Der var en smuk, lys stemning, hvor hun fik sendt os alle videre i det liv, hun selv kun fik lov til at leve 47 år af.

Vores tanker går til Peter og til Signe og Jeppe.

Personalet på Lundegårdskolen