I vore bogreoler står vort liv. Lagret på billeder og pænt klistret ind i album. Vi danskere husker som regel ikke de første sekunder af vore børns liv. Ikke hvordan de lugtede. Eller hvordan deres sarte, nøgne hud føltes i vore hænder. Vi husker billedet. Et barn, fire timer gammelt, i en vugge. For vi havde så travlt med at fotografere de første umistelige sekunder af et nyt menneskeliv, at vi først havde tid til at opleve disse sekunder, den dag filmen blev fremkaldt.

Vi lever i en tid, hvor vi er så besat af at registrere øjeblikket i billeder og lyd, at vi slet ikke får tid til at leve det ud. Vi oplever ikke, når vor elskede fylder 50 år, eller når solen under ferien glider ned i et camparirødt Vesterhav. Vi oplever begivenheden, efter den har fundet sted, når vi henter billederne hos fotohandleren. Det er, som om fangarmene til livets store øjeblikke er blevet det automatiske kamera eller den fintfølende videooptager. De er blevet vore sanser, så vi ikke kan huske, hvad det vil sige at være hundrede procent til stede i øjeblikket. Hvad betyder det, tænker vi, at vi er optaget af at indstille blænden, når præsten øser vand over vore børns hoveder? Bare kameraet får fat i det, der sker. Hvilken indflydelse skulle det have, at vi taber koncentrationen under en smuk naturoplevelse, fordi der er vrøvl med videoens automatiske fokusering? Kameraet får jo oplevelsen! Vi kan altid opleve det bagefter. Men øjeblikket er en gudinde, der er skaldet bagtil, men har en lang hårlok, der falder ned i panden. Det må gribes af et sansende væsen og ikke en maskine, når det er der. Efter det er passeret, er der simpelt hen ikke noget at få fat i.

Min far havde sans for det hellige. Han kunne se hellige øjeblikke. Når vi børn ville fotografere, kunne min far indimellem finde på at forhindre os i det. Han mente, at der var øjeblikke, der var så store, at de ikke måtte afbildes. En dag tog min ældste bror kameraet frem for at tage et billede af min lille, femårige søster. Hun sad i et zinkkar i haven og badede sig i asieindvolde, som familien i anledning af årets store syltedag havde brugt en hel dag på at skrabe ud. Solen ramte asieindvoldene på en måde, så de lignede flydende guld. Hver gang min lillesøster plaskede med hænderne, stod der en strøm at små, gule kerner op omkring hende, som solen fik til at glimte som stjerneskud. 'Stop', skreg min far ophidset, 'læg det kamera væk. Hun leger med himlen'. Sådan var det gang på gang. Min far fik øje på et helligt øjeblik og nedlagde forbud mod at fotografere. Han så asieindvolde og alligevel ikke asieindvolde.

Min far havde ret. Der er øjeblikke, der er så store, at vi ikke kan lade et apparat gribe dem. Sådanne øjeblikke skal ikke stå lagret på celluloid i en bogreol. De skal leve i vor sjæl. Indimellem skal vi vove at lade deres dufte, billeder, berøringer, lyde og smag strømme igennem os. Der er zoner i livet, der simpelt hen er så høje, at de bliver hellige og ikke kan afbildes.

Poul Stender er sognepræst.