Statistik over erfaringer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF har for nylig foretaget en erfaringsindsamling per spørgeskema for at få et indtryk af, hvordan forhandlingerne mellem kredsene og kommunerne er gået, og for at finde ud af, om kommunerne lever op til arbejdstidsaftalens krav om indgåelse af akkorder og større råderum for den enkelte lærer.

Indsamlingen viser følgende:

- Næsten alle DLF-kredse og kommuner (97,1 procent) er enige om, efter hvilke overordnede principper tilrettelæggelsen af arbejdstiden skal finde sted.

- I cirka 70 procent af kommunerne har man benyttet sig af mulighederne for at fravige arbejdstidsaftalens bestemmelser på et eller flere områder

-Ændringerne i arbejdstidsaftalen har kun ført til øget ressourcetildeling i 11,2 procent af kommunerne. Dette skal ses i lyset af, at klasselærerakkorden blev forhøjet ved aftaleforhandlingerne i 1995. I stedet for at forøge ressourceforbruget tilsvarende har de fleste kommuner altså valgt at afsætte mindre tid til de andre opgaver. DLF's forhandlere kalkulerede med et større ressourceforbrug til forbedring af klasselærerakkorden, da aftalen blev indgået i 1995.

- I cirka to tredjedele af kommunerne er der vedtaget retningslinier for proceduren for planlægning i skolevæsenet og på skolerne, indgåelse af skoleakkorder og timerammer samt beregning af timepulje for lærere på deltid.

- På de områder, hvor der ikke er vedtaget overordnede retningslinier, er den altovervejende grund, at det ikke har været drøftet.

- Der er aftalt kommuneakkord for tillidsrepræsentanternes arbejde i 97 procent af kommunerne.

- I mere end to tredjedele af kommunerne har man aftalt kommuneakkorder for konsulenter, skolebibliotek, skolevejledning og sikkerhedsrepræsentant.

Indsamlingen vil inden sommerferien blive fulgt op af en undersøgelse af, hvordan forhandlingerne er gået på skoleniveau.

Stig Andersen, der er formand for DLF's faglige udvalg, understreger, at undersøgelserne kun viser status her og nu. Udvalget følger op med en undersøgelse af, hvordan aftalen udmøntes på skolerne, og først når den er gennemført, kan det konstateres, om man lever op til intentionerne med den ændrede aftale.

- I sidste ende skal aftalen selvfølgelig bedømmes på, hvordan medlemmerne oplever den i dagligdagen, siger Stig Andersen, der finder det overordentligt positivt, at kredsene i så stort omfang har udnyttet de lokale aftalemuligheder.

jk