Anmeldelse

Krabat

Krabat

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste børn og unge ser, hører og læser med stor fornøjelse film og tekster inden for eventyrverdenen. Hvorfor? For eksempel fordi magi, trylleri, fantasi og drømmeri fascinerer. Fordi eventyr handler om livsnære spørgsmål. Fordi eventyr giver modtageren mulighed for at spejle sig i andres skæbne og derved blive bedre rustet til at klare sit eget liv på godt og ondt.

Mediepakken "Krabat" er til brug fra 9. klasse. Fantasyfilmen "Krabat" vil uden tvivl vække de unges interesse. Den foregår i Tyskland efter 30-års-krigen, og vi følger den 14-årige forældreløse dreng Krabat, som sammen med 11 andre forældreløse drenge bliver møllerdreng hos en møller, der udøver magt og undertrykkelse. Mølleren har sluttet en pagt med døden: Hvert år skal han ofre en af drengene; i modsat fald skal han selv dø. Filmens temaer er eviggyldige: kærlighed, venskab, sammenhold, gruppetvang, liv og død og processen at blive voksen. De tyske undertekster er en god støtte for indholdsforståelsen.

Elevbogen indeholder en sammenskrivning af filmens handling, uddrag af videoscriptet og mange varierede opgaveforslag. Filmens dystre grundstemning overføres til elevbogen med meget mørke sider og baggrundsillustrationer, hvilket gør siderne urolige og flimrende og vanskelige at læse. De mange farvefotos med scener fra handlingen understøtter dog indholdsforståelsen og giver mulighed for megen sprogproduktion.

Lærervejledningen er en god og velskrevet håndsrækning med udførlige arbejdsbeskrivelser, kopiforlæg, manus til lyttetekster og forslag til, hvordan materialet kan anvendes i prøvesammenhæng.