Et eller andet sted under Folkeskolens diskussion af »Trin for Trin« anes en misundelse. At nogen, endda med succes, kunne se det rigtige tidspunkt for noget fælles at relatere social læring til, må have janteloven.

I det seneste årti i mit lærerliv har det været nødvendigt med en fornyelse af social terminologi og materiale i samarbejdet med såvel gammel- som nydanske børn. Ærlig talt, er det ikke en nedvurdering at antyde, at lærere ikke er i stand til at gøre »Trin for Trin« vedkommende, på akkurat den måde og med den frekvens der er brug for i en aktuel børnegruppe?

»Trin for Trin« er, også uden dansk forskningsbasis, et værdifuldt redskab for mig i mit arbejde i den danske folkeskole. Og når nu forskning i denne aktuelle sag bliver vægtet så højt, hvorfor hører vi så ikke meget mere til vandtæt forskning som Hans Günther Bastians arbejde for musikken som lærings- og socialiseringsfremmende element? Hvornår tager Folkeskolen ordentlig fat på en artikelserie om dette og betydningen hos os? Alt det fag-faglige er der masser af fokus på fra andre sider.

Der er nok af kræfter, der river ned. Vi har ikke brug for jantelov, men netop for at bygge videre på samværets værdier i det daglige folkeskoleliv.