Når lokummet brænder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoletoiletterne er uhumske, viste Tv2's »Dags Dato« i forrige uge. Én af løsningerne på problemet kan være mere opsyn, mener Anne Pedersen, fællestillidsrepræsentant for rengøringspersonalet i Roskilde Kommune og ansat på Klostermarksskolen i Roskilde.

Kender I til problemet på Klostermarksskolen?

»Vi har haft problemerne, men har også fundet nogle løsninger på det. Hver dag skriver rengøringspersonalet på sedler, der hænger på toiletterne, hvornår der sidst er blevet gjort rent. Både for vores egen skyld, og så lærere og forældre kan se, hvornår der sidst er blevet ren-gjort«.

Hvorfor kommer toiletterne til at se så ulækre ud?

»Fordi børnene leger der, og toiletterne er for høje for nogle børn, og de kan ikke nå at tørre sig. Det kan også være, fordi der er for lidt opsyn«.

Skyldes det mest, at børnene ikke har lært, hvordan man opfører sig på et toilet, eller er der nogen, der sviner med vilje?

»Det er begge dele. Vi har haft problemer med, at nogle tisser i hjørnet, håndvasken, på toiletrullerne og i papirkurven. Det er ikke noget, man lærer hjemmefra, det gør man, fordi man gerne vil drille nogen«.

Er der forskel på drenge- og pigetoiletterne?

»Ja. Drengene er de værste«.

Hvordan skal man løse sådan et problem? Skal der mere opsyn til?

»Ja, det har i hvert fald hjulpet meget hos os. Vi har tidligere fået mange klager over toiletterne, og rengøringspersonalet har været rigtig ked af det. Vi er nu gået ind i et samarbejde med lærere og pædagoger om at føre ekstra opsyn på toiletterne. Siden da har vi ikke haft nogen problemer«.

lkp@dlf.org