Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som etnisk vestjyde håber jeg på tilgivelse for overskriften. Der er en mening med den. Det er »lårt i lagkage«, når noget rigtig skidt eller ulækkert bliver lanceret som noget attraktivt og lækkert. Når der med andre ord er et forløjet forhold mellem overflade og indhold, mellem løfter og realiteter.
Sådan er det med den organisation af folkeskolen, som de seneste år med epidemisk fart har bredt sig til mange skoler. Skolens klasser opdeles i vandrette afdelinger - 0.-3., 4.-6. og 7.-9. klasse eller begynder-, mellem- og sluttrin. Nogle kalder denne organisationsmodel for lagkagemodellen.
Skole efter skole indfører disse skoler i skolen. Folkeskolen har fra 1814 til 1993 være en ubrudt historie om at komme opdelingen af elever med forskellige forudsætninger til livs og sikre kontinuitet og sammenhæng. Men nu tages der tilløb til afvikling af den udelte skole - fællesskabets skole. Tilbageskridtet er på fremmarch.
Professor Jens Rasmussen mener, at det er lærerne og lederne på de enkelte skoler, der bestemmer sig for denne opdeling, men han glemmer det pres, som skolerne er udsat for. Det er formentlig kravet om øget faglighed, der fører til den omtalte lagkageopdeling. Hovedargumentet er, at man akkumulerer pædagogisk viden med bedre faglige resultater til følge, hvis man samler lærere med særlig ekspertise på bestemte klassetrin.
Presset er stort med centrale kontrolforanstaltninger og slet skjulte trusler, og lærerne er alt for nemme at kyse, for det professionelle selvværd er fejet ind under gulvtæppet eller parkeret i afdelingsteamet.
Imidlertid er opdelingen af skoler i vandrette lag ikke lutter lagkage.
Den styrkelse af fagligheden, der måske vindes i afdelingen i kraft af rutinen, sættes til i overgangen til en anden afdeling. Der mangler kontinuitet og tættekam. Ingen ved helt, hvad den enkelte elev tidligere har lært. De stakkels elever får simpelthen flere lærerskift - tre-fem klasselærerskift i løbet af et skoleforløb vil ikke være ualmindeligt. Begyndertrinet befolkes af kvindelige småbørnslærere, mens mændene søger til sluttrinet. Lærerkollegiets fællesånd skrumper, og for den enkelte lærer bliver der flere bindinger, mindre frihed og mere instrumentalisme. Det er dødssygt!
Man fristes til at sige »lårt i lagkage«.
Erik Schmidt
