Oven på et langvarigt og pinagtigt forløb, hvor både den ene og den anden lærerforeningsformand har gået bodsgang og bedyret en ubegribelig uvidenhed om boligsituationen for københavnske lærere, vil jeg hér spørge både Anders Bondo Christensen og Jan Trojaborg, om boligproblemets omfang efterhånden har indlejret sig i deres fællesfaglige underbevidsthed. Og herfor opfordre til at formulere en egentlig boligpolitik i foreningsregi.

Da det er almindeligt kendt, at nyuddannede lærere i København ikke har adgang til ejerboligmarkedet, at lejeboliger er nærmest ikke-eksisterende, samt at andelsboligmarkedet ikke er tilgængeligt for menigmand, kunne det være mere end interessant at vide, hvordan foreningen forholder sig til især yngre læreres boligproblemer. Disse medfører, at københavnske lærere har urimelige udgifter på boliger i forhold til resten af landet, hvilket deres løn (om end den er en smule højere) ikke kompenserer for.

Jeg oplevede problemerne for seks-syv år tilbage, og de er kun blevet værre siden.

I dag er jeg medlem af den lykkelige friværdiklub for boligejere, men kender til endnu flere eksempler på nyuddannede kolleger, der ikke kan skrabe penge sammen til en bolig. De findes ikke synderligt kreditværdige og kan højst mobilisere penge til en entré med karbad i København. Læg hertil, at lærere er en befolkningsgruppe, der ofte får børn relativt tidligt i deres karriere.

Jeg opfordrer herved til, at man gennem DLF og KLF (Københavns Lærerforening) igangsætter en undersøgelse af særligt nyuddannede medlemmers boligproblemer, der kan danne baggrund for en faglig boligpolitik. Og måske skal nyuddannede lærere have særstilling, når foreningerne skal prioritere ansøgere af lejemål til deres ejendomme?

Svar

Det er unødvendigt at foretage en undersøgelse af de nyuddannedes boligproblemer i København, for situationen er, som Tue Bech beskriver, ganske alvorlig.

Vi gør forskellige ting. For det første har Københavns Lærerforening, KLF, i mange år købt ejendomme, hvor medlemmerne tilbydes de ledige lejligheder. Det sker efter en ordning, hvor disse annonceres i vores fagblad »KK« − på skift mellem aldersgrupper og dernæst efter medlemsanciennitet − således at også de unge får mulighed for at få en bolig til en rimelig leje.

Derudover har vi sammen med andre FTF-organisationer (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) de sidste år rejst problemet med de alt for dyre boliger i hovedstaden. Det rådes der forhåbentlig bod på med overborgmester Ritt Bjerregaards og Borgerrepræsentationens planer om at bygge nyt og billigere.

Dertil kommer, at det også diskuteres seriøst, om lærere, pædagoger, politifolk og andre kan få en eller anden fortrinsret til sociale boliger, måske med mulighed for at købe egen lejlighed.

Endelig har diskussionen også medført, at Lærernes Pension har bygget Hekla-husene på Islands Brygge. De ligger ganske vist i den lidt dyrere ende, men der er dog også lærere, der har lejet sig ind dér. I Lærerstandens Brandforsikring har man nu ventelisterne på plads. Det nye regelsæt medfører imidlertid, at det formodentlig kun bliver mangeårige medlemmer, der får de cirka 40-50 lejligheder, der frigøres om året. Men disse regler forventes bestyrelsen at revidere, så også yngre forsikringstagere, herunder lærere, vil få adgang til disse.

Så der bliver presset på for at skabe mere rimelige boligforhold, også for de nyuddannede lærere, som vi meget gerne vil have bliver boende i København, når de skal have job og stifter familie.

Jan Trojaborg, formand for KLF

Svar

Boligproblemet er ikke kun et problem i København – og ikke kun for lærerne. Derfor har DLF sammen med blandt andre sygeplejerskerne og politiet bragt problemstillingen op i vores fælles hovedorganisation Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. Vi er helt opmærksomme på problemstillingen. Løsningen er imidlertid ikke enkel. Du er jo selv et godt eksempel. På grund af boligprisernes himmelflugt har du nu en friværdi i boligen, men det skal formentlig ikke betyde, at du skal ned i løn. Derforkan dette problem heller ikke løses gennem overenskomsterne – det skal ske via boligpolitikken. Og problemstillingen kan slet ikke løses med de et-to lejemål, dermaksimalt er ledige i DLF-regi om året.

Jeg har i øvrigt ikke gået nogen bodsgang, ogsom nævnt er jeg helt opmærksom på boligproblemerne for unge lærerfamilier forskellige steder i landet.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF