Debat

Der er penge nok, Thor

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne uge begyndte forhandlingerne mellem regeringen og KL om kommunernes budgetter for 2007. Det er disse forhandlinger, der afgør, om kommunerne igen skal skære ned på plejehjem, folkeskoler og daginstitutioner.

Alle ved, at Danmark er et rigt land, og at det økonomisk set går forrygende. I mange år blev vi truet med, at den store udlandsgæld nødvendiggjorde nedskæringer, men udlandsgælden er stort set væk nu. Der er i øjeblikket et overskud i statskassen på 60-80 milliader kroner. Tænk engang, 80.000 millioner. Det er svimlende tal. Alligevel gennemførte Thor Pedersen i vinter en straffeaktion mod kommunerne, fordi de havde overtrukket budgetterne med en-to milliarder. Denne helt urimelige stramme kurs over for kommunerne betyder dårligt arbejdsmiljø på masser af kommunale arbejdspladser. Stressede, nedslidte og overbelastede sygehjælpere, lærere og pædagoger bliver utilfredse med, at de ikke har mulighed for at løse opgaverne ordentligt.

Og kommunerne brokker sig lidt over for Thor Pedersen - mest symbolsk - men falder hurtigt til patten og indgår så en aftale og lader bare aben gå videre til borgerne og de ansatte. Hvorfor tager kommunerne sig ikke sammen og siger nej til at spille nyttige idioter i regeringens afmontering af den offentlige velfærd?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det må være et ufravigeligt krav i de kommende kommuneforhandlinger, at det kæmpeoverskud, som er ophobet i statskassen, skal komme tilbage til borgerne i form af velfærdsforbedringer.

Anders Fogh vil ganske vist hellere bruge pengene til skattelettelser lige inden næste folketingsvalg. Så kan de største indtægter også få de største skattelettelser.

Så kører det i olie for Fogh, mens den offentlige sektor går i sort og brænder sammen.