Hanne Birk Pedersen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med sorg og fortvivlelse, Tornhøjskolen i Aalborg onsdag den 14. maj modtog underretningen om, at Hanne Birk Pedersen omgivet af sine nærmeste var død sent om aftenen den 13. maj. Hanne blev 60 år.

Både Hanne og vi vidste, at Hanne var uhelbredelig syg, men vi havde et håb om, at hun ville have fået lidt mere tid, så hun kunne nå at se sit og Jørgens første barnebarn.

Det fik hun ikke, selvom hun stred for at holde sig i live.

Hanne passede sit arbejde indtil den 9. maj, det var i sig selv en usædvanlig præstation, men Hanne var på alle måder en usædvanlig kvinde.

At Hanne var kompetent, vidende og klog, var evident for enhver, der kom i forbindelse med hende, og når hun traf beslutninger, var de sjældent til diskussion, således var det også om hendes personlige liv. Det var derfor forståeligt for os, at hun ville arbejde på fuld tid til sin sidste stund og det gjorde hun så.

Ualmindelig dygtig og engageret har Hanne påtaget sig opgaven som klasselærer for modtageklasser, og siden slutningen af 70erne har Hanne taget imod utallige børn fra andre lande. Hun har lært dem dansk og gjort dem parate til at klare livet både i og uden for skolen.

At dele arbejdsliv og fællesskab med Hanne var en gave, hun var givende og opmærksom og havde blik for skæve vinkler. Det har kolleger ved Frydendal Skole, siden Kjellerupsgade Skole og de sidste 27 år på Tornhøjskolen oplevet.

Det er derfor et tab for Tornhøjskolen og for Aalborg kommunale Skolevæsen, at Hanne nu efter 38 år og professionel til det sidste har forladt tjenesten.

Æret være Hannes minde.

På vegne af medarbejdere og ledelsen på Tornhøjskolen.

Linda Schøneberg

skoleleder