Jeg vil gerne slå et slag for dovenskaben. Læste nylig i min avis om kvinders sundhedsfarlige flid og snurren omkring i evindelige gøremål uden rist eller ro. Med risiko for tidlig hjertedød. Det matcher godt med mine iagttagelser i skolen. Mændene har en sundere vægring mod uafbrudt arbejde uden at insistere på egen frihed og egne harmonitimer. Længe er vi blevet belært om vigtigheden af at lytte til kroppen. Hvis kroppen skriger: »nu sofa«, så adlyd. Uden dårlig samvittighed. Forståeligt nok sværest for kvinder med småbørn, men de behøver vel ikke være så gamle, børnene, før de nok kan tåle, at mor tager en ren slapper på sofaen en lille time. Her mindes jeg i parentes bemærket, hvordan min egen travle hjemmemor med otte børn som en urokkelig regel sov til middag fra klokken 13 til 14.30, husker, hun mange gange sagde: »Om så kongen kommer, vil jeg ikke vækkes før klokken halv tre«. Jeg var så lille, at jeg sad i den lange ventetid og frygtede, at kong Christian virkelig kunne finde på at dukke op, måske endda på sin hvide hest. Det ville være så flovt og pinligt at skulle fortælle kongen, at mor sover og vil ikke vækkes.

Vi gør klogt i at sortere i de mange gøremål. Da jeg var ung, blev en seminarielærer, der havde et landsted med dyrehold, citeret i vide kredse for at sige som et sidste uforglemmeligt farvel til de vordende lærere: »Husk nu, at det altid er hønsene, der er det vigtigste «.

Jamen herregud, hvad har man ikke spildt af tid på ligegyldigheder. Hvad angår skolen kan jeg sige uden blusel, at kvoterne af regulært tidsspilde har været enorme de senere år. Lønnet tidsspilde problematisk. Pligtunddragelse, men sorter, saboter, prioriter børn frem for udenoms-modeflip. Ud med flinkeskolen og ind med ansvar for egen sjælsro og helbred. Lange møder af typen »tegn på dugen hvad du føler« med efterfølgende rundkredsdans bør uden vaklen fravælges på grund af et pludseligt opstået ildebefindende, der kun kan kureres på hjemlig sofa. Mindes et sådant i forbindelse med lancering af det idiotiske påhit »Leg og læring«.

Et andet eksempel: En sommer skulle nogle af os møde på skolen et par dage inden sommerferiens afslutning for at rydde op i et rodet depot. Fortrød, jeg kom. Der stod vi, kun et par stykker de kloge havde glemt det og arbejdede med lasede bøger i et muggent, mørkt depot, mens sommeren, den ultrakorte, endelig efter lang tids venten bragede frem med hedebølgen sitrende forjættende uden for vinduet. Torskedumt. Men fint skal det være nu, at lærerne skal piskes tilbage på pinden til et opfundet stykke arbejde. De overflittige kan tit ende med ganske at miste evnen til at hvile i sig selv. Det bliver de ikke bedre lærere af.

Hvor nemme behøver vi at være?