Lærere har en klar forventning om, hvornår deres elever skal kunne bestemte ting, og når tidspunktet overskrides, ændrer lærerne adfærd; hvor de før var tålmodige, imødekommende og havde oceaner af tid til at hjælpe og forklare, bliver de nu irritable og korte for hovedet.

Der er forståeligt, at lærerne reagerer sådan. De vil videre. Det er træls at vende tilbage.

Problemet er blot, at lærerne sjældent er bevidste om, hvor tidspunktet ligger, og uden den bevidsthed har de svært ved at hjælpe elever, som sakker bagud.

Det sagde skolepsykolog og udviklingskonsulent Kim Foss Hansen for nylig ved Undervisningsministeriets konference om F2000's andet fokuspunkt: Udfordringer for den enkelte elev.

Planen bestemmer undervisningen

Kim Foss Hansen havde selv en løsning på problemet: Lav jeres egen faglige læseplan. Kun på den måde bliver I bevidste om de forventninger, I har til elevernes faglige progression.

Den faglige læseplan er ikke en kort version af de centrale læseplaner, men en personlig, faglig plan.

'Planen rummer', siger Kim Foss Hansen, 'det, som læreren lægger særlig vægt på og forpligter sig til. Ved at lave planen bliver læreren bevidst om sin faglige prioritering og de mål, han har for sin undervisning. Planen bruges, når undervisningen planlægges og tilrettelægges, men også til at afdække, hvor langt den enkelte elev er nået i sin faglige progression. På baggrund af planen og den enkelte elevs niveau kan læreren differentiere undervisningen, så den giver den enkelte elev de udfordringer, han skal have for at komme videre'.

Også i skole-hjemsamarbejdet er planen et godt redskab. Hvis forældrene brokker sig over, at deres børn ikke har lært dit eller dat, trækker læreren planen frem, kigger på den og siger: 'Nej, det har de ikke. Det begynder vi først på efter juleferien, og de kan det inden sommerferien'. Eller: 'Nej. Det har de ikke lært, og det skal de ikke lære i de næste fem år. Det er der ingen grund til'.

Alene det, at man har en plan, virker overbevisende, siger Kim Foss Hansen.

I samarbejdet med kollegerne er planen også god at have. Når klasselæreren vil have matematiklæreren med i et temaarbejde om gråspurvenes liv, kaster matematiklæreren et blik i planen og vurderer, om temaet bringer eleverne tættere mod de faglige mål. Hvis svaret er ja, går matematiklæreren med. Er det måske, justeres temaet til den faglige målsætning. Og er det nej, melder matematiklæreren fra.

Og man skal have lov til at melde pas, mener Kim Foss Hansen.

'Det er vigtigt, at lærerne har ret til at sige fra over for projekter, som ikke fremmer deres faglige mål'.

Den sværeste kunst

Undervisningsdifferentiering er noget af det sværeste for lærerne i dag, mener Kim Foss Hansen.

I gamle dage, siger han, var det lettere at undervise. Klassernes forudsætninger var mere ensartede. Da delte man eleverne i hjælpeklasser, boglig linje, udvidet niveau. Det var elevdifferentiering.

I dag får 97 procent af en ungdomsårgang ni års undervisning i en udelt skole. Men når eleverne ikke deles, bliver klasserne fagligt set mere heterogene. Læreren bliver nødt til at differentiere undervisningen, så den ikke går over hovedet på nogle, mens andre keder sig.

Det er imidlertid svært - for ikke at sige umuligt - at finde det niveau, hvor alle elever får udfordringer og udvikler sig fagligt. Mange lærere opgiver, og de løser det pædagogiske problem med materiale- eller elevdifferentiering: De giver eleverne opgaver på forskelligt niveau, eller også inddeler de klassen i forskellige hold.

Den form for differentiering kan være nødvendig for den enkelte lærer, men det har intet med undervisningsdifferentiering at gøre, siger Kim Foss Hansen:

'Materiale- og holddeling bryder det sociale fællesskab i klassen, mens undervisningsdifferentieringen udbygger det. Derfor er det vigtigt, at lærerne lærer at differentiere undervisningen, så den sikrer både den faglige progression og det sociale fællesskab. Og i dén sammenhæng er projektarbejdet en vigtig arbejdsform og den personlige, faglige læseplan et vigtigt redskab'.-Mikkel Hvid er freelancejournalist

Sådan gør du

- Indkald de andre lærere i faggruppen. Det skal være faggruppen. Klasseteamet, årgangsteamet, kaffeklubben har intet at gøre i denne sammenhæng. Det er et fagligt møde, for det handler om den faglige progression. På mødet laver og diskuterer I de følgende tre punkter:

- Fastlæg, hvad dine elever skal lære i løbet af de næste tre-fem år. I skal lytte til hinandens erfaringer, diskutere synspunkter og holdninger, men lave hver sin plan. Og lad være med at tage CKF'erne (Centrale Kundskaber og Færdigheder) eller de centrale læseplaner med. Så bliver listen for lang og uoverskuelig. Det væsentlige er, hvad du lægger vægt på, hvad du føler dig forpligtet over for.

- Når du har fastlagt målene, systematiserer du dem. Hvad skal de lære først? Er der nogle mål, som forudsætter andre? Hvilke trin er der i den faglige udvikling?

- Når du har fastlagt dine faglige mål, sætter du tidspunkter på. Hvornår skal dine elever nå hvert af de faglige mål? Du skal være konkret og sætte et præcist tidspunkt på.

- Hent din faglige læseplan frem, når du planlægger og tilrettelægger din undervisning, og når du overvejer, om du skal gå med i et tværfagligt projekt (kan projektet tilpasses din plan? Er du foran planen?).

- Afdæk, hvor langt hver enkelt elev er i forhold til din plan ('kan selv', 'kan næsten selv' eller 'vil gerne lære'), og differentier din undervisning efter det resultat, du når frem til.

(Kilde: Kim Foss Hansen)