Debat

Fri os fra nye trinmål

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der skal ikke udarbejdes nye trinmål for elevens alsidige udvikling, som medlem af Skolerådets formandskab, Grethe Andersen, foreslår det i Folkeskolen nummer 20. Det vil være helt forkert at udskille dette aspekt fra formålet for undervisningen og fra fagenes mål.

I dag er det en integreret del, og i folkeskolelovens formålsparagraf er elevens alsidige udvikling omtalt sådan her: »Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling«.

Elevens alsidige udvikling er ikke noget selvstændigt, men en følge af, at eleven har fået kundskaber og færdigheder. Elevens alsidige udvikling er desuden ikke den eneste følge, der ønskes opnået.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg tvivler på, at Grethe Andersen vil foreslå, at der udvikles trinmål og evaluering af, om eleverne har fået tilstrækkelig forståelse for andre lande og kulturer, og om de har nok forståelse for menneskets samspil med naturen.

Det er ikke nødvendigt at udvikle nye mål og evalueringsmåder for dette, for vi gør det allerede. De nævnte mål er alle - også elevens alsidige udvikling - en del af trinmålene.

Grethe Andersen skriver, at skolegangen »... ikke kun handler om elevens faglige læring. Eleven skal også kunne samarbejde, løse problemer og tage ansvar«. Skolerådets formandskab burde egentlig kende lidt bedre til lovgivningen for skolens virke. Samarbejde og problemløsning er faktisk en integreret del af den faglige læring. Hvis man læser fagenes mål, vil man opdage, at eleverne i matematik ikke kun lærer at lægge sammen og trække fra. De skal for eksempel også »arbejde med problemløsning i en proces, der bygger på dialog og på elevernes forskellige forudsætninger og potentialer«. Altså »samarbejde og problemløsning«.

I faget dansk skal eleverne for eksempel kunne »lytte aktivt i samtale og være åbne og analytiske ...«.

Grethe Andersen har ret i, at vi ikke skal indsnævre fagligheden til at handle om de ting, vi let kan teste. Men det problem opstår på grund af måden, vi tester på, og ikke fordi vi mangler nogle mål. Når vi tester, skal vi evaluere elevernes læring i forhold til hele målet og ikke kun noget af det. Det nye kunne være at udvikle måder at gøre det på - gerne til afløsning af computerbaserede nationale test. For de tester jo ganske rigtigt ikke så alsidigt.