Tyrkiet indfører nye undervisningsmetoder

Gruppearbejde og projekter afløser højtlæsning og tavleundervisning. »I det gamle system huskede eleverne bare det, de læste, men de lærte det ikke. Nu tager det eleverne længere tid at lære at læse, men de lærer de«, fortæller en lærer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tyrkiet kan ikke sættes på én formel eller beskrives i få ord. Der er meget langt fra de store byer til landområderne - og ikke kun i kilometer.

Også i store byer som Istanbul og Ankara er skolevirkeligheden meget forskellig. Fra 55 elever i hver klasse på en gammel overfyldt skole og så til den helt nye skole med flotte laboratorier og fladskærme langt ude i udkanten af Istanbul.

Ét er dog ens på alle skoler: der står en buste af landsfaderen Kemal Atatürk i skolegården ved siden af flagstangen, og der hænger minimum ét billede af ham i hvert skolelokale.

»Dette er det bedste distrikt i Istanbul, når det gælder projektbaseret undervisning«, fortæller skoleleder Mehmet Peker fra Prof. Dr. Gazi Yasargil-skolen stolt. Kvarteret hedder Gaziosmanpasa og ligger i det centrale Istanbul, hvor der bor en del familier, der er flyttet til byen fra det anatolske landområde. Skolen har 1.470 elever, der er tre førskoleklasser og omkring 40 elever i hver. En ret lav klassekvotient i Istanbul. På en anden skole i byen går omkring 3.800 elever og 55 i hver klasse. Luften i lokalet er tung, og eleverne må sidde tre og tre på de smalle skolebænke.

Men på Prof. Dr. Gazi Yasargil-skolen er forholdene bedre. Besøget er kommet i stand efter flere forhandlinger og møder i undervisningsministeriet.

»Hele Tyrkiet går her på skolen, elever fra fattige, almindelige og rige familier«, fortæller Mehmet Peker.

44 procent af eleverne gik sidste år videre herfra til de gode anatolske secondary-skoler eller science-skoler. På en mindre slumskole i Ankara var der sidste år ingen elever, der gik videre på disse typer af skoler. De kom på mindre gode skoler eller forlod skolesystemet for at tjene penge til familien.

Nye tider og metoder

»Det vigtigste er, at eleverne er glade for skolen og for kammeraterne. Det er vigtigere, end at de er dygtige til at lære«, siger Mehmet Peker.

Lærerne fortæller, at de alle selv har ønsket at arbejde her. Nye lærere i Tyrkiet bliver sendt ud af undervisningsministeriet, og så samler man point, så man kan søge til bedre skoler.

Lærerne fremhæver det nye curriculum (national læseplan), der er under indførelse nu og over de næste par år. Eleverne skal selv i højere grad arbejde med projekter, og det betyder, at de lærer bedre. Men det betyder også, at lærerne må forberede sig mere. Og når eleverne arbejder i grupper, går lærerne rundt og tager noter om deres arbejde.

»Eleverne undersøger selv et emne og præsenterer det for klassen. Det betyder, at man som lærer mere fungerer som vejleder«, fortæller en lærer. En anden forklarer, at alt, hvad eleven gør, giver karakter. I alle fag. Elevarbejderne gemmes i en produktmappe, og ved årets slutning finder man de mest succesfulde arbejder frem og præsenterer det for læreren. Eleverne dumper ikke længere, selv om de ikke klarer sig godt i skolen. Op til 5. klasse går man ikke en klasse om i Tyrkiet, og det er forældrene, der er med til at bestemme, om en elev eventuelt skal gå en klasse om i løbet af de første otte års skolegang. »Hvis en elev har svært ved skolearbejdet, giver man dem lettere arbejde og lettere spørgsmål i klassen, men de ved det ikke selv. Vi gør det, så de får mere selvbevidsthed«, forklarer en lærer.

På denne skole har eleverne mulighed for at få lektiehjælp om eftermiddagen. Det er ellers sjældent.

Flot udstyret ny skole

Langt ude på den asiatiske side af Istanbul i kvarteret Ümraniye - halvanden times buskørsel fra turisterne ved Den Blå Moské - ligger Erkut Soyak secondary skole og Bilge Soyak primary skole. Nye skoler i et helt nyt boligområde. Erkut Soyak-skolen har flotte laboratorier og computere med fladskærme.

Skolerne er opført af samme firma, som har bygget de høje boligblokke i kvarteret. Ümraniye er tænkt som en selvstændig by fra bygherrens side. Han har så fået godkendt tegningerne af skolerne i undervisningsministeriet.

På det røgfrie lærerværelse fortæller lærerne om de undervisningsmetoder, som det nye curriculum medfører. Det er klart et skridt i den rigtige retning, mener de fleste af dem.

»Tidligere lærte vi eleverne klasseværelses-engelsk. De kunne sige 'bord' og 'stol' eller 'her er et bord og en stol', når de forlod skolen. Nu bruger vi bånd og video for at få den rigtige engelske udtale. Jeg bruger noget tyrkisk i engelsktimerne, for ellers ville eleverne ikke forstå det, men jeg vil helst udelukkende tale engelsk i timerne«, siger Nazan Tomac.

Lærerne tager mange test. Det tyrkiske skolesystem er bygget op på test og eksamen efter fjerde skoleår, fortæller de. I engelsk er der én læsetest og to grammatiske test samt fire eksamener om året.

En diskussion om undervisningsmetoder begynder på lærerværelset. En kvindelig lærer, der underviser de yngre elever i tyrkisk, mener, at den gamle metode er den bedste, fordi lærerne kender den og kan gøre det godt.

Nazan Tomac forklarer, at man er gået fra, at eleverne tidligere lærte fra sætninger til bogstaver, mens man nu går fra bogstaver til sætninger.

»Den nye metode er den bedste«, mener en mandlig lærer.

»I det gamle system huskede eleverne bare det, de læste, men de lærte det ikke. Nu tager det eleverne længere tid at lære at læse, men de lærer det. De gentager ikke bare ordene, de laver selv ordene nu. Det nye system er mere elevorienteret«.

EU fylder i skolegården

Også på slumskolen i den østlige udkant af Ankara er skolelederen positiv over for det nye curriculum. Der kommer mere dagligliv ind i skolen, siger han.

»Hvad synes du? Tror du, Tyrkiet kommer med i EU?« Spørgsmålet råbes af en dreng, da flokken omringer os i frikvarteret på slumskolen.

Vi er forbløffede. Hvad får en 11-12-årig dreng til at stille dette spørgsmål? Det kan han ikke svare på. Men det viser, at det er et meget diskuteret emne for tiden i Tyrkiet. Man møder det overalt - nu også i skolegården.

Tyrkiet

Tyrkiet har en ung befolkning og en hurtigt voksende privat sektor. Den offentlige sektor er tung og langsom med en del bureaukrati.

For første gang er uddannelsesbudgettet i år større end militærbudgettet.

Tyrkiet har cirka 72 millioner indbyggere. Omkring 66 procent bor i de store byer, og strømmen går fortsat den vej. Flere landsbyer dør ud, efterhånden som befolkningen flytter og slår sig ned i slumområderne i de største byer. Istanbul vokser for eksempel med omkring én million mennesker om året. Man mener, at der i byen nu er 15 millioner indbyggere.

Omkring en fjerdedel lever under fattigdomsgrænsen. 13 procent er analfabeter. Mange piger i landområderne går stadig ikke i skole. Det gælder også nogle drenge. Man regner med, at omkring 94 procent går i skole. Regeringen har i samarbejde med Unicef en kampagne kørende for at få piger i skole. Forældrene får et lille beløb for at sende deres døtre i skole, men der kan være langt til en skole i det østlige Tyrkiet. Man prøver at bygge flere kostskoler og arrangere bustransport.

Tyrkiet er et sekulært land, hvor det for eksempel er forbudt for piger at have tørklæde på i de offentlige skoler og på de videregående uddannelser. Nogle meget religiøse familier vælger derfor at sende deres børn på imam-skoler, der er statsfinansierede.

Tyrkiet fik status som kandidatland til EU i 1999. Landet har gennemført en række reformer, når det gælder afskaffelse af dødsstraf og på menneskerettighedsområdet, men EU-Kommissionen påpegede i 2005, at Tyrkiet stadig mangler noget, når det gælder ytringsfrihed, kvinders rettigheder og religiøse mindretals rettigheder.

1. scene Solen skinner, og i skolegården midt i centrum af Ankara er der volleyball-turnering mellem to 8.-klassers piger - de grønne og de orange. Pigerne har deres lange hår samlet i hestehale og er i sportsbukser og T-shirts. På sidelinjen står klassernes drenge og hepper iført blå jakker og slips. Kampen har tiltrukket publikum også uden for skolegårdens hegn. Et kærestepar begge i skoleuniform er dog mere optaget af hinanden end af kampen. 2. scene De snævre gader snor sig op ad bjerget til en af Ankaras turistattraktioner - borgen Hisar. Ved porten leger en gruppe meget beskidte børn i laset tøj. En pige på otte-ti år tilbyder sig energisk som guide. Vi afslår. »Dette er det rigtige Tyrkiet. De meget fattige«, siger min tyrkiske ven. En pige i ren og fin skoleuniform kommer løbende med en bakke på maven med små spejle og billige smykker, som hun prøver at sælge. Hun begynder foredraget om borgens historie. Vi stopper hende. 3. scene Ankaras største moské knejser på pladsen, og på asfalten og murværket rundt om den sidder unge i skoleuniform sammen med unge klædt i sort og nitter. Det er eftermiddag, og de drikker Efes-øl af dåserne. 4. scene Der er støv og jord, så langt øjet rækker, på den anatolske højslette. Solen bager, og en syv-otteårig dreng leder en flok geder hjem til de få huse, der udgør landsbyen. Husene er bygget af tørret ler og strå. Der er meget langt til nærmeste skole. Og hyrdedrengen ser den næppe nogensinde. 5. scene Kastrup Lufthavn ved København. Flyet fra Turkish Airlines er landet, og i ankomsthallen står dansk-tyrkiske familier og venter. To piger i otte-tiårsalderen løber rundt i sommertøj og leger. »Nu kommer de«, råber en dreng. Den enes mor kalder pigen til sig. Hun binder et tørklæde fast om pigens mørke hår. Nu er alle klar til at møde familien fra Tyrkiet.
Powered by Labrador CMS