Ole Steen Møller

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tale-hørekonsulent Ole Steen Møller er død, 63 år. Selv om Ole Møller forlod Fyns Amts Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i juni 1994, havde vi ingenlunde mistet kontakten med ham. Han deltog aktivt i afdelingens arrangementer, og han fulgte engageret med i sine tidligere kollegers gøren og laden, akkurat som han havde gjort det i de syv år, han var ansat.

Ole Møller kom til Fyns Amts Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i 1987 fra en stilling som tale-hørelærer ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Glamsbjerg, men det var oprindeligt i shippingbranchen, han blev udlært, og inden han dimitterede fra Kolding Seminarium, nåede han at aftjene værnepligt og at opholde sig i Canada i 4 1/2 år, en tid, som han gerne så tilbage på og berettede levende om. Så levende, at man næsten kunne se ham i skovmandsskjorte og omgivet af vilde bjørne og ulve. Det var nu langt mere jordnært, det, han foretog sig der, nemlig fabrikation af bildæk og senere rejsebureaubranchen.

Oles hu stod til hav og sejlads, som han dyrkede ivrigt, både på de ugentlige kapsejladser i Assens og i ferierne på langture. Det var hans plan at skulle på længere sejladser, når han holdt op med at arbejde, men det nåede han slet ikke i det omfang, han ønskede det.

Ole vil blive husket som en god og indfølende kollega, både over for nye medarbejdere og over for de kendte. Hans lune humor og hans til tider ætsende selvironi fornægtede sig kun sjældent.

Selv om vi fik tre år til langsomt at vænne os til, at Ole Møller ikke længere var en del af vores dagligdag, så vil hans alt for tidlige død efterlade et tomrum blandt os, som vi vil få svært ved at fylde op. Vi savner ham meget, og vi føler med hans familie, som har lidt et endnu større tab, end vi har.

Karen Johnsen

overassistent