Vi begyndte med at rose jer, og sikke nu en tummel, der blev ud af det.

Utilstigtet må vi have provokeret jer ubehageligt, siden I finder det nødvendigt at finde den nedladende og sarkastiske tone frem.

Vi ved godt, at der er en verden uden for Aalborg. Vi ved oven i købet, at der er en verden uden for DLF. I taler om solidaritet. Man kan diskutere, om man er solidarisk med foreningens medlemmer ved at sætte sig uden for fællesskabet med andre store faggrupper og derved fratage foreningen den styrke, det giver at kæmpe sammen med 600.000 andre offentligt ansatte. Alene kan vi ikke afskaffe den decentrale løn. Det er sagt til ulidelighed. HK-Kommunal, pædagogerne og sygeplejerskerne har alle klart meldt ud, at de ser gode muligheder i den nuværende form for decentral løn.

Men de offentligt ansatte kan stå sammen om modstanden mod individualisering af lønnen grundet på resultatvurderinger, og vi kan stå sammen om at værne om det vigtigste af alt for fagforeninger, nemlig aftaleretten.

Hver eneste lønkrone skal være aftalebelagt.

For første gang i foreningens historie har vores formand skaffet sig en rigtig stærk placering i forhandlingssystemet som næstformand for KTO og som formand for FTF-K. Den placering er blot intet værd, hvis den ikke - solidarisk - bakkes op af os andre, og vi finder det uhensigtsmæssigt, at der spændes ben for hende i hendes forsøg på at udnytte sin forhandlingsposition til at skaffe gode aftaleresultater hjem til medlemmerne.

Sluttelig kan det diskuteres, om det er solidarisk at lade sig lede af en ideologi uden at tillade at relatere den til den faktiske virkelighed. Solidaritet er et begreb, som ikke blot enkelte kredse i Danmarks Lærerforening kan tage patent på.

Hermed er føljetonen afsluttet fra vores side.

Dorte Møller, Bjarne Krogh

Aalborg Lærerforening