Debat

Særlov og heksejagt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det, der kendetegner et retssamfund, er adskillelsen mellem fastsættelsen af retsregler og retsanvendelsen. Når ministeren ophøjer Folketinget til domstol i en sag, hvor han selv er part, er det meget betænkeligt. Sammenblandingen bliver ikke mindre betænkelig, når Justitsministeriet er særlovens juridiske garant.

De enkelte Tvind-skoler tilbageviser store dele af anklagepunkterne og har tvunget ministeren til at indrømme store regnefejl med mere. Hvis ministeren mener, at Tvind-skolerne har svindlet, har en ulovlig organisationsform eller på anden måde begået noget ulovligt, må han da være så sikker, at det kan stå for en behandling ved domstolene.

Men det er ikke kun midlerne, der er betænkelige. Det er også målet om at lukke frie skoler, man ikke sympatiserer ideologisk med. Dansk skolehistorie havde set anderledes ud uden Tvind. Der kan være delte meninger om Tvind, men det må stå fast, at man berøver den pædagogiske udvikling et vigtigt kraftfelt ved at udslette skolerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lærerne på Tvind-skolerne yder en betydelig større indsats, end de bliver betalt for. Det offentlige får fuld valuta for pengene. Det, at lærere køber skolebygninger for deres sparepenge i stedet for privatbiler og enfamilieshuse, kan muligvis provokere, men der er ikke noget ulovligt i det. Hvis det gøres på en ulovlig måde, må domstolene tage sig af det på samme måde, som man gjorde i 1991, da Radikal Ungdom med flere blev tiltalt og dømt for svindel med halvoffentlige midler. Særlov og heksejagt hører ikke hjemme i en demokratisk retsstat.

Søren Slott Thorberg

København