Debat

Alt er ved det gamle

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lever i en tid, der er præget af dynamisk forandring. Det kan være vanskeligt at følge med - kun lidt er i dag, som det var i går, og hvordan det er i morgen, er der ingen, der ved. Undertiden længes man efter statiske mønstre: Stabilitet og forudsigelighed - noget at holde fast i - noget, som ikke er i stadig bevægelse.

En sådan oase af urokkelig forudsigelighed udgjorde omtalen i Folkeskolen nummer 19 af Skolelederforeningens ekstraordinære repræsentantskabsmøde. Alt er ved det gamle - intet er forandret: Hans Martin Jepsen gentager for 117. gang, at skolelederne vil melde sig ud af Danmarks Lærerforenings kredse og starte for sig selv inden for foreningens rammer! Det hævdes, at skolelederne ikke vil henvende sig til kredsene, når de har problemer - de har nemlig brug for kollegial vejledning, som åbenbart kun kan gives af personer, der lønmæssigt er indplaceret på skalatrin 40 og opefter - et underligt verdensbillede for en organisation, der består af højt uddannede mennesker!

I virkelighedens verden ser det da også ganske anderledes ud. Derude findes principielt to slags skoleledere: De, der betragter lærerne som ansvarsbevidste medarbejdere og er indstillede på at overholde aftaler og overenskomster, og som finder det rimeligt, at lærerne skal have tilstrækkelig tid til at udføre arbejdet og på forhånd vide, hvornår de er på arbejde, og hvornår de har fri, og de, der konstant vil snyde på vægten og grundlæggende betragter aftaler og overenskomster som en urimelig hindring for at lede og fordele arbejdet mellem en flok principielt dovne og ugidelige lærere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

De første skoleledere er heldigvis langt i overtal, og de henvender sig ofte til kredsene for at drøfte problemer eller for at høre lærerforeningens tolkninger af aftalerne. De ved nemlig, at kredsene har den indsigt og det lokalkendskab, der skal til for at løse problemer i virkelighedens skoler.

De andre eksisterer desværre også, og jeg kan egentlig godt forstå, at de ikke har lyst til at tale med kredsene. Flere af dem har tillige et nærmest traumatisk forhold til den lokale kreds. De er nemlig undertiden blevet afsløret i deres svindel og humbug - for nu at sige det ligeud - og det er svært at komme sig over. De er ikke interesserede i at tolke og forstå aftaler i fællesskab med andre, de har mere brug for en idécentral, hvor de kan få inspiration til måder at omgå og underbyde aftaler og overenskomster på- og en sådan idécentral bliver kredsene aldrig.

Man kan nu spørge sig selv, om der virkelig skal foretages organisatoriske ændringer i Danmarks Lærerforening for at tilgodese disse sidste?

Reinhard Werner

kredsformand

Vestsjællands Lærerkreds