Vildt vigtigt valg

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Livet består af en hel række valg. Man kan argumentere for, at det betyder noget, om vi vælger leverpostej eller salat. Om vi vælger at prioritere ting frem for mennesker. Eller om vi vælger pris eller kvalitet. Nu står vi over for et virkelig vildt vigtigt valg: Hvilke holdninger til skolepolitikken skal vi vælge? Det er vildt vigtigt, fordi det gælder Danmarks fremtid.

Vi lærere vælger det, der styrker folkeskolen. Det gør vi, fordi vi ved, at den kortsigtede politik med utallige lappeløsninger og pludselige populistiske indfald i bedste fald er ligegyldige. I værste fald er de ødelæggende for den gode praksis i skolen. Det gør vi, fordi vi tror på folkeskolen som kulturbærende institution. Det gør vi, fordi vi mener, at alle børn skal have lige adgang til god uddannelse.

Hvad er det, der styrker folkeskolen og siger noget om, hvad der har betydning for elevernes læring? Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning har 11 forskningsbaserede bud på, hvad der virker. Det drejer sig om lærerens indflydelse på undervisningen og adgang til god faglig vejledning. Evnen til at organisere undervisningen og optagethed af at engagere eleverne, relationer til ledelse, kolleger og elever og lærerens interesse i arbejdet har stor betydning. Den professionelle udvikling og tilfredshed med den skole, de arbejder på, betyder en del. Og så betyder elevsammensætningen, elevernes tryghed og skole-hjem-samarbejdet også noget for elevernes læring. Og det er også sammenhænge, der involverer læreren.

Læreren er nævnt en del gange, for han/hun er den vigtigste faktor, når det drejer sig om elevers læring. Det har Clearinghouse påvist i en tidligere undersøgelse for det norske undervisningsministerium. Det er godt at vide, men det er endnu vigtigere at se på, hvad der skal til for, at lærerne kan leve op til det vildt vigtige ansvar.

Svaret er først og fremmest uddannelse. Den systematiske vidensudsultning af lærerne, som er en følgevirkning af de halsbrækkende nedskæringer på folkeskolen, der er sket i kommunerne igennem de senere år, er ødelæggende for elevernes læring. Det er en hastesag at fokusere på en helhedsplan for læreruddannelsen og lærernes efteruddannelse. I mange kommuner ser vi en udvikling, hvor lærerne bliver kastet ud i nye undervisningsformer, fordi der ikke er råd til den hidtidige praksis. Vi har store udfordringer med inklusion og aldersintegreret undervisning. Der er ingen efteruddannelse, og det kniber gevaldigt med den vidensbaserede tilgang til læring.

Valget har det iboende dilemma, at når man vælger noget, så vælger man noget andet fra. Jeg er så naiv at tro på, at alle vores politikere vil det bedste for vores børn, men der er bare vidt forskellige holdninger til, hvad det bedste er. Jeg vælger kriseøkonomisk styring af folkeskolen fra. Det er der også mange forældre, der gør. Du skal selv vælge - det er et vildt vigtigt valg!

»Valget har det iboende dilemma, at når man vælger noget, så vælger man noget andet fra. Jeg er så naiv at tro på, at alle vores politikere vil det bedste for vores børn, men der er bare vidt forskellige holdninger til, hvad det bedste er«.