Kronik

I arbejde for den halve løn

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge gældende lovgivning om beskæftigelse af ledige kan man sende en arbejdsløs lærer i fuldtidsjob med løntilskud, hvor lønnen alene udgør de dagpenge, man i forvejen får. Man får eneansvaret for undervisningen, er på dagpenge, bruger af sin dagpengeperiode (som den nuværende regering har afkortet til to år), og man skal samtidig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed være aktivt arbejdssøgende. Det er urimeligt, uanstændigt og nedværdigende for de arbejdsløse.

Målet med lovgivningen burde være at bringe ledige i beskæftigelse igen. Men det ser mere ud til, at målet er at skabe et b-arbejdsmarked, hvor fuldt ud arbejdsdygtige mennesker sendes i helt almindeligt arbejde til den halve løn og i øvrigt på alle andre områder behandles, som om de er arbejdsløse. Det ser ud, som om ideen er at behandle folk så ringe, at de nok helt af sig selv finder et arbejde, der lige nu ikke er der. Truslen om at importere billig arbejdskraft fra Østeuropa afværges dermed, ved at det danske samfund selv skaber et b-hold, et nyt proletariat på arbejdsmarkedet, der ingen rettigheder har, men skal passe et almindeligt job til den halve løn, ellers mister man dagpengene. Det er uanstændigt over for de pågældende og på længere sigt undergravende for det danske aftalesystem.

I stedet for at holde folk for nar kunne man jo gribe til en meget mere aktiv beskæftigelsespolitik, hvor mulighederne for at uddanne sig, dygtiggøre sig, opnå omskoling eller få den uddannelse, man aldrig fik, da man var ung, udvides ganske betragteligt.

Vi har desuden brug for så veluddannede lærere som muligt. Så giv ledige lærere mulighed for uddannelse, mens de er ledige - det ville der være perspektiv i. Vi bør gå væk fra, at »ulighed skaber dynamik«, over til »uddannelse skaber dynamik«. Det er både mere rigtigt og mere sympatisk.

Vi vil fra DLF's side lægge kræfter i at få rejst denne problemstilling over for de politiske partier og over for den regering, der kommer til at sidde efter det snarlige folketingsvalg. Det kræver lovændringer og det må og skal realiseres - hellere i dag end i morgen.