Efter at have læst denne bog er jeg blevet bekræftet i mine allerværste fordomme om selvhjælpsbøger: De er spild af tid! I bedste fald er man blevet godt underholdt undervejs, men klogere på livet og sig selv? Det ved jeg nu ikke.

Noget af det, der til min rædsel slog mig, mens jeg læste, var, at vi alle lever i æstetikkens tidsalder. Det, der i 1980erne kaldtes narcissisme. Vi higer og søger efter nydelse, oplevelser og bekræftelse. Og kan man sin Søren Kierkegaard, så ved man, at dette fører direkte til fortvivlelse eller depression, som det hedder med et mere nutidigt ord.

Ifølge denne bog bør vi alle stræbe efter at opfyldt alle vore ønsker her og nu. Ellers er man ikke lykkelig eller lever ægte og intenst. Det er for mig at se det rene vrøvl. I de psykologibøger, jeg læste i 1980erne, stod der, at det, der adskilte barnet fra den voksne, var evnen til behovsudsættelse.

Men denne opfordrer alle til at blive som børn på ny. "Lyt til dig selv og få et glad liv", er et af de mange råd i bogen. Hvorfor skal vi ikke lytte til hinanden og finde ud af noget i fællesskab? Der er efter min mening - alt for meget "jeg" og alt for lidt "vi" i bogen.

Derfor har jeg meget svært ved at bruge denne bog til noget som helst, da bogen er en stor omgang drømme og urealistisk skønskriveri. Erindringer og venindesnak er helt i orden og vældigt underholdende, hvis bare man lader være med at tro, at de råd, der gives, er fagligt kompetente.