Nogle skolebiblioteker kender ikke deres besøgelsestid, og vågner de ikke op, kan de godt snart lukke.

Selv om kritikken langt fra gælder alle skoler, er det en alvorlig konklusion, der kommer fra Niels Kryger, lektor på Danmarks Lærerhøjskole (DLH).

Han og Ole Christensen, forskningsmedarbejder fra DLH, arbejder til daglig tæt sammen om efteruddannelse af lærere og skolebibliotekarer. Og igennem det arbejde ser de det som en nødvendighed, at der bliver skabt noget debat om skolebibliotekets rolle.

- Den tid, hvor skolebibliotekets opgave blev fastlagt en gang for alle, er slut. Vi skal ikke sidde og docere på DLH, hvad skolebibliotekets opgave er, det er i høj grad lagt ud til de enkelte skoler. Men her og nu synes vi, at det er en af de mest påtrængende opgaver, der er i skolen. Og vores vurdering er, at der findes skolebiblioteker, der måske lige så godt kan lukke, hvis de ikke ændrer rolle, siger Niels Kryger og fortsætter:

- Skolebibliotekarerne skal op på mærkerne med de pædagogiske tiltag og være med til at udvikle medier, projektarbejdet, natur/teknik og så videre.

- Der er behov for kritisk udvælgelse af materialer og udstyr, der først og fremmest er begrundet i overvejelser om børns læring.

Ole Christensen siger:

- En af vores visioner er, at skolebibliotekaren indgår i et samarbejde med lærerteam, går med ud som medunderviser, som medplanlægger og er med til at sige, hvordan er det her hensigtsmæssigt. Man skal få teknik, håndværk og pædagogik til at spille sammen. Skolebibliotekarerne kan måske også fungere som kursusholdere for de andre lærere.

De to ønsker absolut ikke at smide bøgerne ud af skolebiblioteket, men de mener, at det er nødvendigt at se de nye og de gamle medier i en helhed.

I dag er der ifølge de to forskere to forskellige opfattelser af en skolebibliotekars arbejde. Den ene kalder de for den synlige kulturarbejder og den anden for den usynlige teknokrat.

Kulturarbejderen understøtter skolens kulturarbejde, formidler kultur og lader eleverne selv skabe kultur, som de kan få et ejerforhold til. Teknokraten har et teknisk udgangspunkt, han sørger for, at administrationen af skolens materialer og tekniske udstyr foregår uden problemer. Han langer varer over disken.

- Der er en tendens til, at teknokratarbejdet på mange skoler griber om sig på bekostning af kulturarbejdet. Det er uholdbart, for teknokratarbejdet er en tidsrøver og dræber den sanselighed og sensibilitet, der er kernen i kulturarbejdet, siger de to samstemmende.

Med den nye folkeskolelov fik skolebiblioteket en ny og udvidet rolle. Nu skal det fungere som et pædagogisk servicecenter. Men både Niels Kryger og Ole Christensen mener, at skolebibliotekarens rolle som pædagogisk medspiller ofte har svært ved at finde fodfæste.

Skolebiblioteket opfattes stadig på en del skoler som en servicebutik. Og en af årsagerne er, at mange lærere og elever stadigvæk betragter skolebiblioteket som et depot, der helst skal rumme så mange forskellige materialer og så meget udstyr som muligt.

- I sådan en opfattelse bliver skolebibliotekaren let reduceret til en servicefigur; en, der bestiller hjem, og så kan elever og lærere komme som i en anden forretning og tage ned fra hylderne. Det er Fona om igen, siger Niels Kryger og fortsætter:

- I serviceforståelsen køber man ting ind ud fra, hvad man regner med, at brugerne vil have. Men man stiller ikke konkrete pædagogiske spørgsmål som: Hvorfor skal vi købe nu? Og hvad er visionen med indkøbet i forhold til eleverne, deres liv og læreprocesser.

De fortæller om et projekt på DLH, hvor nogle lærere igennem projektet fandt ud af, hvilket audiovisuelt udstyr de havde brug for. Men andre på skolen havde allerede købt noget andet ind.

- Det er et eksempel på, hvor skævt det kan gå, når service, indkøb og udvælgelse foretages et sted, og dem, der laver pædagogik i hverdagen, kører et helt andet sted. Og der så ikke bliver talt sammen, siger Ole Christensen.

Niels Kryger bakker op:

- Det sker en del steder, men andre steder sker det, at tingene kommer ind, uden nogen overhovedet har visioner eller ideer på skolen. Og den er endnu værre. Så står der en masse grej, som ingen ved, hvad man skal bruge til.

- Det er omkring de nye medier, at serviceforståelsen virkelig bryder sammen. Den gamle serviceforståelse byggede på, at lærerne havde en faglighed og en ekspertise på det område, de kom med, når de ville hente noget på skolebiblioteket.

Ole Christensen siger:

- Hvis man har en servicebutik, så forventer man, at kunderne ved, hvad de vil have. Men på medieområdet ved lærerne jo ikke rigtig, hvad de har brug for til den og den type undervisning og til de og de elever.

- Skolebiblioteket er nødt til at vurdere materialerne i forhold til de pædagogiske processer og så yde en pædagogisk vejledning til lærere og elever.

Det gamle traditionelle biblioteksarbejde med at finde rundt i bøger og registrere dem opfatter de begge som et håndværk, men som et håndværk under kraftig ændring på grund af alle de nye baser og Internettet, hvor man kan søge meget bredere.

- Selve det tekniske bliver lettere, for man kan bare skrive en eller anden titel, man behøver ikke et decimalklassesystem for at søge. Det, man har brug for, er nogle, der kan vælge ud og hjælpe lærere og elever med at vælge ud, siger Niels Kryger og fortsætter:

- Hvis der kommer en elev, der laver projektarbejde og skal vide noget om økologiske systemer, så vil vi ikke acceptere, at bibliotekaren bare agerer servicetekniker og giver eleven 50 titler med op i klassen.

- Der skal man bruge den pædagogiske baggrund, man har. Bibliotekaren skal gå i dialog med eleven og læreren og skal fungere som vejviser og guide dem på vej.

- Børnene skal lære at være medskabende hele tiden og få deres personlighed med i arbejdet. Det er en meget vigtig egenskab for at finde rundt i det kæmpe kaos af informationer, man for eksempel finder på Internettet.

- Skolebiblioteket må aktivt gå ind og flytte fokus fra ikke bare at handle om medierne, men til i høj grad at handle om barnet og samspillet med det pågældede medium.

Men skolebibliotekaren kan ikke gøre arbejdet alene. Det er i høj grad hele skolen, der skal ændre sig. Der skal anlægges et helhedssyn, for skolebiblioteket er et fælles anliggende.

- Hvis ikke skolekulturen på den pågældende skole er åben over for samarbejde eller har tradition for at tænke fælles. Hvis man er sådan meget privat-praktiserende, så er det en umulig opgave for en skolebibliotekar, siger Ole Christensen.

Niels Kryger bakker op:

- Skolebiblioteket må tænkes i forhold til skoleudviklingen som helhed. Vi vil godt skubbe på den vogn, der gør, at det er skolens behov og de drøftelser, der er på skolen, der er med til at sætte dagsordenen for, hvad skolebiblioteket skal. Men igennem vores daglige arbejde med lærere og skolebibliotekarer ser vi også, at fornyelsen er på vej.

Der er behov for kritisk udvælgelse af materialer og udstyr, der først og fremmest er begrundet i overvejelser om børns læring