Anmeldelse

Pædagogisk antropologi

- et fag i tilblivelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er det muligt at skabe en ny faglig disciplin i et allerede eksisterende videnskabeligt forum? Det er altid vanskeligt at få etableret og legitimeret et nyt fag, uanset om det er i folkeskolen eller på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Denne bog kan betragtes som et led i en "akademisk skabelsesproces", hvor den erklærede hensigt netop er at give en ny fagkonstruktion på DPU "liv og fylde". Både i den forstand og set i forhold til bogens emner og sprog er denne bog mest relevant for alle dem, som er undervisere eller studerende ved faget og studieretningen "Pædagogisk antropologi" på DPU. Det udelukker dog ikke, at også andre, for eksempel særligt interesserede folkeskolelærere eller lærerstuderende, som kunne tænke sig at vide noget om pædagogiske emner på tværs af traditionelle fagskel, kan finde både inspiration og konkret viden i denne bog. Så forskellige emner som "individualisering", "professionalisering" og "integration" identificeres og analyseres som diskurser på kryds og tværs i et historisk, kulturelt og fagligt landskab.