Walter Nymand

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag den 23. april nåede budskabet os på Ankermedets Skole i Skagen. Vores tidligere kollega Walter Nymand var død.

Selv om vi vidste, at Walter havde været igennem en stor hjerteoperation, kom meddelelsen alligevel meget uventet, og det er svært at forstå, at han ikke er imellem os længere.

På skolen blev sløjdfaget for alvor Walters fag, og ikke kun børnene har haft glæde af hans ekspertise, men også kolleger og skolen som helhed. Ingen er gået forgæves med en specialopgave. Walter var særdeles hjælpsom og påtog sig opgaver med stor alvor og vilje til at imødekomme særlige ønsker. Walter var jo netop en udpræget dygtig håndværker, der ikke gik på kompromis med kvaliteten i det, han lavede.

Som lærer ydede han altid sit allerbedste, og med sin bevidsthed om håndværksmæssig kvalitet forsøgte han til stadighed ihærdigt at åbne børnenes øjne for værdien af et godt og smukt håndværk.

Hjælpsom og pligtopfyldende øvede Walter Nymand sin gerning og var med løsningen af mange forskelligartede opgaver med til at sætte sit præg på skolen.

Æret være dit minde, Walter.

Personale og ledelse ved Ankermedets Skole