Sprogligt set

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Real life

Engelsk indflydelse på dansk kan ingen ignorere. Man kan være bekymret for, om dansk kan klare sig som videnskabs- og fagsprog, og man kan være mere eller mindre begejstret for, at okay og hej hører til sprogets allerhyppigste gloser. At påvirkningen også gør sig gældende i litteraturen, bliver mere og mere tydeligt. Hanne-Vibeke Holst har for nylig udsendt romanen 'Kronprinsessen', som udspiller sig i et letgenkendeligt nutidigt politisk miljø. Den kvindelige hovedperson har på et tidspunkt influenza og må holde sengen et par dage. Hun læser Machiavelli, som er et must, og hun vurderer, at det muligvis er sundt med sådan en time out. Da hun tænker på det forræderi, hendes sekretær har præsteret, når hun til den opfattelse, at Macbeth 'er den rene sitcom i sammenligning med real life', og da hun blader aviserne igennem, kan hun 'spotte mit eget navn bare ved at scanne siderne'. Hun når til den opfattelse, at hendes detroniserede forgænger var en loser (med et o). Sekretæren omtaler hende som en bitch, og forgængeren siger om hans indsats: well done.

Disse fund stammer fra et enkelt opslag, altså fra to sider i romanen. Skal vi nu til at være bekymrede? Næppe! Dette her er tidstypisk dansk. Noget vil blive fastholdt, andet vil blive slidt ned. Uden tvivl vil teksten ret hurtigt stilistisk forældes, men det gør den ikke til et mindre gyldigt udtryk for jargonen i bestemte kredse.

Hanne-Vibeke Holst oversættes til mange sprog. Hvis hendes nye roman skulle udkomme på engelsk, ville man få et problem. Hvordan skulle man anskueliggøre effekten af de mange tidstypiske fremmedord?

Lærere skal ikke slå hårdt ned på anglicismer, men på den anden side lære deres elever et mere slidstærkt og langtidsholdbart dansk. Det kræver en udviklet sproglig opmærksomhed.

Professor Higgins