Lærere skal ikke være psykoterapeuter, men de skal have en viden om børns og unges verden, trivsel og problemer - og så skal de ikke være bange for at handle og medinddrage forældrene. For eksempel ved at kræve, at forældrene er sig deres ansvar bevidst.

Budskabet kommer fra Rachel Santini, der er ernæringsfysiolog, kultursociolog og læreruddannet. Hun arbejder i Dansk Institut for Folkesundhed, DIFF, der er et tværfagligt forskernetværk og et selvstændigt institut, hvis formål er at fremme folkesundheden på alle niveauer. Flere af forskerne arbejder netop med børns og unges trivsel. Rachel Santini er også brevkasseredaktør hos 'Sundhedsguiden' og '4kids', hvor hun især besvarer spørgsmål fra forældre.

'Vi skal tale med børnene om deres trivsel, om hvad der er et godt og sundt liv, og både fagpersoner og forældre skal lære at bruge hinanden, så de tidligt kan gribe ind over for mistrivsel. I næsten alle klasser sidder der et barn med en spiseforstyrrelse, men ofte får de først hjælp, når de er så langt ude, at de må indlægges', siger Rachel Santini.

'De faggrupper, der har med børn at gøre, bør vide, hvad de skal se efter, så de kan opdage tidlig risikoadfærd'.

'Jeg ved godt, at lærerne har meget arbejde og nu tænker, om de også skal lære at diagnosticere. Nej, det skal de ikke, men de skal have en viden, gå i dialog med børnene og hinanden, vedkende sig et medansvar over for problemerne og derved være med til at mindske både mistrivsel og destruktiv adfærd', mener Rachel Santini.

Når DIFF opstod som forskernetværk for nogle år siden, skyldtes det forskernes frustration over, at de beskrev elendigheden og behandlede problemerne. De ville gerne ind tidligere og være med til at forebygge.

'Vi ser resultaterne af det liv, vi lever, og vi ser børnene. Vi ser unge danske piger toppe statistikkerne med selvmordsforsøg. Som behandlere lapper vi blot, derfor tænkte vi, at vi måtte kunne gå et skridt bagud og være med i forebyggelsen'.

Hvad er et godt liv

Når Rachel Santini tager ud for at holde oplæg eller deltage i en workshop, bliver hun ofte bedt om at fortælle om spiseforstyrrelser eller tidlig risikoadfærd i forbindelse med selvmordstruede unge.

'Det siger jeg nej til. Jeg vil i stedet tale om børns og unges trivsel - om hvad der er et godt liv. Om hvilke værdier de unge har, og om de selv følger de værdier, de synes er vigtige. På den måde kommer vi selvfølgelig også til at tale om problemerne, men indfaldsvinklen er en anden', mener hun.

En dag hun var ude på et gymnasium for at holde oplæg, sad der en pige med utallige piercinger og spurgte hende om flere ting.

'Hun læspede nærmest på grund af de mange piercinger, og da jeg fornemmede, at det ville være i orden at spørge hende, spurgte jeg, hvorfor hun egentlig havde dem'.

'Jeg sagde, at jeg ikke synes, piercinger er pænt. Jeg provokerede hende, men vi fik en god snak. Hun fortalte, at hun ville være smart og sagde med et lille grin, at det også var for at irritere sin mor. Jeg sagde, at så var hun jo underlagt andres værdinormer, hvis hun gjorde det blot for at være i modsætningsforhold til sin mor. Hun sagde, at hun egentlig ikke havde tænkt så meget over, at hun mest gjorde det, fordi moren ikke kunne lide det'.

'Man kan sagtens få en tæt dialog med børn og unge', siger Rachel Santini.

Kvalitetstid er ikke godt nok

Børn, der mistrives, er stressede børn, mener Rachel Santini. Ligesom hun mener, at det er svært at være forældre i dag.

'Tidligere var børn og forældre mere sammen, og der var langt færre input i hverdagen. Der var mindre at forholde sig til'.

Men hun stejler, når forældre taler om, at bare de har noget 'kvalitetstid' med børnene, så er det godt.

'Man må erkende, at begrebet kvalitetstid blev skabt, fordi man fik for lidt tid til børnene. Når man er sammen med børn, handler det altså også om kvantitet. Når man har været sammen i nogle timer, sker der noget. Det er i dén situation, børnene pludselig siger noget betydningsfuldt, fortæller os noget, og dér, vi lærer dem at kende'.

'Derfor må jeg også sige, at ja, det er umuligt, at begge forældre i en familie kan have en fuldtidskarriere med aftenmøder, uden at det går ud over børnene. Jeg kan ikke sige, at det ikke kræver tid at have børn', understreger Rachel Santini.

Hun fortæller, at hun ser mange afspejlinger af, hvad børnenes stressede liv betyder. Penge på bordet så børnene kan købe en pizza og så en seddel med en hilsen og besked om, hvornår far kommer hjem, og hvornår mor kommer hjem.

'Og børn, der er meget overladt til sig selv, får deres værdier fra tv. Vi ser det tydeligt, og det afspejler deres idolvaner også'.

Hvalpefedt er naturligt

Rachel Santini mener, at voksne forsømmer børnene, når de for eksempel ikke fortæller dem, at det er naturligt i en vis alder at blive tykkere - når hvalpefedtet indtræder.

'Det er ofte i 13-14-års-alderen, at spiseforstyrrelserne grundlægges. Hvis ingen har fortalt dem om hvalpefedt, og hvad det er, der sker med deres krop, så oplever de unge, at de bliver tykkere. De tror, at deres vægt blot vil stige fra nu af, og derfor begynder de at sulte sig. Hvis ingen så taler med dem om, hvad det vil sige at være for tyk eller for tynd, og hvad de har brug for af energi, så kan de her blive fanget i et mønster, hvor de sulter sig'.

'Hele problematikken med spiseforstyrrelser begyndte med Twiggy, den supertynde model fra 60'erne. Dér begyndte vi at tale om anoreksi. I dag mener de unge, at man skal have former, men være tynd. Det betyder, at nogle tænker, at så kan de spise og så bare kaste maden op bagefter, så tager de ikke på. Nej, men de ødelægger deres krop. De skaber en afhængighed af mad eller en mangel på mad, der svarer til narkomani og alkoholisme. Derfor skal vi tale med de unge om det'.

Rachel Santini er også godt klar over, at mange både forældre og lærere er bange for at overreagere. Flere har spurgt hende, hvornår de skal blande sig.

'Man behøver ikke at være sprudlende for at have det godt. Der skal være plads til forskelligheder. Men hvis et barn eller en ung ændrer adfærd, bliver indadvendt, ked af det eller udadreagerende, skal man være opmærksom. Eller hvis man hører barnet sige noget underligt. Jeg hørte engang om et barn, der blev mobbet, og som havde et valgsprog, der sagde, at det er okay at spise, men det er ikke okay at græde. I sådan en situation skal man gribe ind'.

'Børn og unge skal have et ordentligt modspil fra voksne'.

Hun anbefaler, at man altid henvender sig til barnet først og taler med det. Hvis der er tale om resursestærke forældre, kan man involvere dem og måske sammen observere barnets trivsel. Man bør også vende problemet med sine kolleger og høre, om de har lagt mærke til noget usædvanligt, og endelig kan man tage et emne op generelt i klassen. Det kan være om mobning, selvværd eller sorg. Man kan også overveje, om det kunne være en god idé med et bestemt emne i dansk stil. Det kan åbne op for noget.

'En temadag eller en sundhedsuge på skolen kan være en metode til at få en samtale i gang. Eller et forældremøde. Det er godt at få sat nogle processer i gang, så er det også lettere at henvende sig til hinanden en anden gang', siger Rachel Santini.

Læs mere på www.diff.dk

Spiseforstyrrelser

Hver fjerde kvinde under 20 år er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det viser den nyeste forskning. I gruppen af kvinder mellem 19 og 24 år har fem kvinder ud af hver hundrede symptomer på en spiseforstyrrelse.

Også drenge udvikler spiseforstyrrelser. Blandt dem ses desuden en sygelig fokusering på kroppen, der giver sig udslag i overdreven træning af muskler, og som kan ende i brug af anabolske steroider.

Hvor piger tit reagerer på problemer med en selvdestruktiv adfærd, reagerer drenge oftest udad for eksempel med kriminalitet.

Ofte begynder en spiseforstyrrelse med en ekstrem fokusering på mad. Dertil kommer nogle motionsvaner, der går helt ud af trit. Måske ser man aldrig barnet spise, eller man bemærker, at barnet altid går hurtigt efter måltidet - det kan være for at kaste maden op. Hvis barnet desuden virker trist, ked af det og sensitiv, bør man tale med det.