Et af de nye elementer i læreruddannelsen er den såkaldte bacheloropgave - en afhandling, som udarbejdes af den enkelte studerende under iagttagelse af akademisk arbejdsmåde og videnskabelig metode, og som skal forsvares ved en mundtlig prøvning. Formen er velkendt i de fleste længerevarende uddannelser, men uvant i læreruddannelsen.

I Folkeskolen nummer 5 kunne rektor for Frederiksberg Seminarium oplyse, at cirka en tredjedel af de studerende på fjerde årgang havde opgivet at aflevere deres bacheloropgave inden deadline. Rektor var endda af den opfattelse, at antallet af opgivere ville blive endnu højere på andre seminarier. Når så mange studerende på den måde måtte forlænge deres studietid, ville det skabe problemer for seminariernes taxameterstyrede økonomi og for de mange folkeskoler, som allerede i dag har svært ved at skaffe nok kvalificeret lærerpersonale.

I sig selv var det lidt bekymrende læsning, men det skulle blive værre. I en følgende artikel udtalte en af de studerende, som havde opgivet at aflevere sin opgave: 'Bacheloropgaven har skabt stor usikkerhed, fordi man skal op at forsvare den, og fordi man skal skrive individuelt'.

Jamen, det sagde han virkelig! At skulle præstere noget kvalificeret på egen hånd inden for en bestemt tidsfrist og derpå ganske alene stå til ansvar for det skrevne er åbenbart så skræmmende for mange studerende, at de står af.

'Andre opgaver, vi laver på seminariet, laver vi i grupper - og når vi kommer ud i folkeskolen, forventes det, at vi arbejder i team', uddybede han og henviste til, at den samme arbejdsmåde bruges på Roskilde Universitetscenter og, underforstået, derfor måtte være akademisk. Hen ad vejen fik vi også at vide, at seminariet havde arrangeret et kursusforløb over fire timer i, hvordan man tager hul på en stor opgave. Den studerende fandt, at det var alt for lidt . . . og det har han utvivlsomt ret i. Når hele seminarietiden har været sovset ind i kollektivt arbejde, skal der mere end fire timer til at opbygge den enkelte studerendes personlige kompetence og ansvarlighed.

Hvor medlemmerne hver for sig mangler personlig kompetence og ansvarlighed, bliver gruppens indsats næppe andet og mere end jævnmålet af deltagernes utilstrækkelige viden og færdighed. Nok er enelærerens epoke ved at rinde ud, men erstatter vi hende eller ham med team, der kun kan producere og tage ansvar for produkterne i fællesskab, er vi ilde stedt. Der ligger en betydelig sandhed i det gamle mundheld: 'Når to deler et ansvar, bliver der én procent til hver' - selv om udtrykket åbenbart ikke kendes på Frederiksberg Seminarium.

Et team kan i bedste fald planlægge sammen og siden evaluere, hvordan det gik, men mellem de to processer er det hver enkelt deltagers viden og kunnen, det hele hviler på. Har seminariet ikke fattet, at det er sådan, det hænger sammen, har det dømt sine dimittender til den kollektive middelmådighed, hvor teamets resultater ikke er summen af medlemmernes indsats, men dens laveste fællesnævner.

Den begavede ener, forfatteren Thorkild Hansen, mindede os derom, da han engang tørt bemærkede: 'Mig bekendt blev Beethovens Niende ikke til ved gruppearbejde'.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt