Kærlighed i luften

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med forårsluft og fuglekvidder følger heldigvis de tilbagevendende forårsfornemmelser. Og det er vel ret beset den tid, hvor de tre store ord benyttes flittigst. Det var der åbenbart et par knægte i Asien, som mente kunne bruges lidt mere destruktivt, hvorfor verden i sidste uge fik endnu et viruschok. Denne gang hed den 'I Love You', men der var bestemt ikke meget kærlighed i den virus. Og hvad kan vi så lære af det? Jo, det viste to interessante ting. For det første at vi i vores moderne netværkssamfund er sårbare over for de destruktive kræfter, og at den virtuelle verden også har den mørke side. Men vigtigst af alt viste det, at hele verden i løbet af ganske få timer kunne samarbejde på tværs af gamle fjendskaber, fra Kina til USA, mellem stor som lille, offentlig som privat. Derfor var det det gode, som sejrede gennem et globalt samarbejde mod den aggressive virus. Det betød, at verden i et samlet modpres havde udviklet en antivirus mod ormen på under fire timer. Det er ikke alene flot set ud fra et teknisk synspunkt, men det viser mest af alt, at Internettet som en social konstruktion har mange styrker, selvom mange skeptikere nok vil bruge sidste uges turbulens til at påpege det teknologiske morads, menneskeheden har bevæget sig ud i. Om Internettet i sidste instans vil være den teknologi, som afskaffer de mere dystre kræfter og teknologier, som menneskeheden har vredet ud af deres hjernekamre, skal stå hen i det uvisse, men det gav da en idé om, at det store globale fællesskab kan kommunikere hurtigt og effektivt i den gode sags tjeneste. Derfor var der måske noget rigtigt i de forskruede hackeres budskab - I Love You.

Denne uges NETopNU er redigeret af

Jimmi Hansen og Christian Ravn