Spydspidsskole på »dansk i fagene«

På Strandgårdskolen i Ishøj styrker man fagligheden gennem bevidst arbejde med sproget

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For få år siden talte man om at nedlægge skolen. I dag er den eftertragtet blandt såvel familierne i lokalområdet som lærere, der gerne vil gøre en forskel og derfor søger job, hver gang der er en ledig stilling. Og nu er den blevet Månedens Skole for juni måned. Hvad er der sket på Strandgårdskolen i Ishøj?

I stedet for at lukke den valgte kommunen at udnævne den til spydspidsskole - et udtryk, som lærerne måske syntes var vel dramatisk. Men man lever med betegnelsen, for titlen var ikke bare et paradenummer: der fulgte resurser med. Nok til at uddanne en specialist i dansk som andetsprog til hvert årgangsteam og give de øvrige et kursus med betegnelsen »Dansk i fagene«.

Skolen ligger i et område, hvor der bor mange indvandrere, og omkring 80 procent af eleverne har ikke dansk som modersmål. Det ser skolen ikke som en belastning, men blot som et vilkår for arbejdet.

Matematik handler om sprog

En af skolens mest markante nyskabelser er en temmelig usædvanlig kobling mellem matematik og dansk. Det krævede lidt tilvænning.

»Da jeg hørte, at tredjelæreren, vi havde fået bevilget til matematiktimerne på årgangen, var en dansklærer, var min umiddelbare reaktion, at så kunne det da være lige meget«, siger Niels Olesen, der har været matematiklærer på skolen siden 1980 og i øvrigt er beskikket censor i faget. Men efter et kursus med dansk i fagene ændrede han holdning. Totalt. Det gik nemlig op for ham, at måske 80 procent af matematikken handler om sprog.

Den tredje lærer er en del af den kommunale satsning. Tredjelæreren går ind med den pågældendes specialviden. Er det en dansklærer, der sættes ind i matematiktimerne, underviser de i de danskfaglige elementer. De roder sig ikke ud i kvadratrødder og brøker. Men det betyder ikke, at fokus flyttes fra matematikken, forsikrer Trine Bendixen, der kom til skolen for to år siden med dansk som andetsprog som et af sine linjefag.

»Tænk lige over, hvor mange bydemåder der findes i matematik«, siger hun. »Hvor ofte hører vi i almindeligt dagligsprog nogen sige 'angiv mængden af ...'? Men det optræder meget hyppigt i matematikopgaver«, konstaterer hun.

Månedens skole i juni

Strandgårdskolen i Ishøj Kommune er valgt som Månedens Skole på baggrund af dens arbejde med at udvikle elevernes sproglige forståelse i matematikundervisningen. Det har forbedret elevernes matematiske kompetencer og har vist sig ikke kun at være til gavn for skolens tosprogede elever, men også for alle de øvrige. De gode erfaringer med fokus på den sproglige dimension i matematikundervisningen arbejder skolen målrettet på at overføre til de øvrige fag.

»Jeres erfaringer vil give inspiration til andre og kan øge kendskabet til skolens hverdag og til det engagement, som hver dag gør en forskel for eleverne«, skriver Bertel Haarder og Anders Bondo Christensen i deres begrundelse for valget.