B.O. Jensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at Grundtvigsskolen i Nykøbing-Rørvig modtog meddelelse om lærer B.O. Jensens død den 29. marts.

B.O. Jensen dimitterede fra Aalborg Seminarium i 1968, og i 1969 blev han ansat på Grundtvigsskolen. Da skolevæsenet blev delt i 1976, blev han ansat på Nordgårdsskolen. Fra 1992-1996 var han leder i Jobvejledningen og på Produktionsskolen, Valborg. I 1996 vendte han tilbage til Grundtvigsskolen.

Han havde udpræget jysk lune og humoristisk sans, og han var af væsen stille og rolig. B.O. Jensen blev hurtigt vellidt af elever, forældre og kolleger. Han havde en god iagttagelsesevne over for børn og unges reaktionsmønstre, en evne, han fik meget brug for som erhvervs- og ungdomsvejleder. Yderligere deltog han aktivt i fritidslivet, blandt andet var han til sin død formand for badmintonklubben, og han var primus motor ved ombygningen af badmintonhallen.

B.O. Jensen var en sjælden dygtig analytiker med en skarpsindig argumentation og stor sproglig formuleringsevne. Med disse egenskaber var det derfor heller ikke mærkeligt, at han gennem en årrække blev en anerkendt kommunalpolitiker i Nykøbing-Rørvig Byråd. Evner og indsigt, som vi på Grundtvigsskolen havde stor gavn af.

Han var altid god for en historie, og medarbejderne kunne komme med politiske, økonomiske, sociale og kulturelle spørgsmål, da han havde en formidabel hukommelse.

Der vil blive tomt efter B.O. Jensen, og skolen har den dybeste medfølelse med familien, hans kone Bente og børnene Lena og Pelle.

Æret være hans minde.

På Grundtvigsskolens vegne

Hanne-Lise Holmberg

skoleinspektør