Der står meget rigtigt og fornuftigt i Danmarks Lærerforenings udkast til professionsidealer, men jeg bryder mig ikke om forsidebilledet.

Det signalerer, at lærerstanden skal genfødes med fine idealer, som går helt tilbage til de gamle grækere; men billedet får mig ikke kun til at tænke på renæssancen og Grækenland, men på Roy Anderssons film: 'Sange fra anden sal', hvor staten, kirken og fagforeningerne går sammen for ved hjælp af et rituelt offer fra de gode gamle dage at skabe fællesskab i et moderne samfund, hvor den teknologiske udvikling er endt i kaos, og den enkelte kun tænker på at redde sig selv, og det offer kommer der ikke noget godt ud af.

På samme måde er DLF med ministerens velsignelse gået sammen med ikke kirken, men Det filosofiske Fakultet i Århus for ved hjælp af gode gamle idealer at opruste den danske lærerstand med værdier og moral.

Jeg forstår godt lysten til at rive også lærerne ud af den selvtilstrækkelighed og ligegladhed med fælles forpligtende værdier, der er så udbredt i det moderne samfund, at man har kaldt det moderne samfund for det postmoderne; men alt det rigtige og fornuftige i udkastet om at være selvstændigt tænkende og socialt indstillet drukner for mig at se i en - håbløst gammeldags - moderne udviklingstro og fællesskabsideologi, hvor man får bugt med den individuelle selvtilstrækkelighed, men hvor det pludselig kan være svært at få øje på selvstændigheden, fordi den enkelte lærer i den grad skal oprustes med fælles værdier og en fælles moralsk standard.

Måske er jeg uretfærdig, fordi Det filosofiske Fakultet sikkert mener, at udkastet skal læses med Kierkegaardske og Grundtvigske briller; men så synes jeg, det skulle stå der. Jeg ville også hellere have dem på forsiden som vores rødder end statuen, som kun er dansk ved måske at være lavet af en postmoderne kunstner som Christian Lemmertz.

Med Grundtvig og Kierkegaard i bagagen er der sat en stopper for, at den moderne friheds- og lighedsideologi bliver til postmoderne selvtilstrækkelighed og fællesskabstyranni. I det lys står der gode ting i udkastet om frihed og lighed - det er også stadig friske rødder, som er vigtige i en multietnisk skole - men der står for lidt om vigtigheden for eleven af at møde en lærer, der er til stede ikke bare som refleksion og idealer, men som en levende krop med følelser og levende ord.

Der er mere livsduelighed i liv, der bygger på samvær med fornuft, sanser og følelser, end i liv, der bygger på samvær med fornuft, regler og idealer. Derfor kan man ikke understrege lærerens personlighed stærkt nok.

Genfødelse er nødvendig, fordi den moderne skole er blevet et puderum med computere, hvor læreren hverken får lov til at være sig selv med autoritet som opdrager eller underviser. Det er ikke den gamle autoritære skole, der skal genfødes. Det bliver for glædesløst, men jeg tror, at disse ti bud kan fremme arbejdsglæden i en folkeskole, der ikke først og fremmest har brug for organisationsudvikling og værdistyring, men for frie og glade lærere.

- Du skal være glad for at være lærer.

- Du skal være lærer med både sanser, følelser og fornuft.

- Du skal udføre din lærervirksomhed fyldt med ordentlig faglig viden, humor, selvværd og selvkritik.

- Når du hører ordet værdistyring, skal du trække på smilebåndet.

- Når nogen vil opruste dig moralsk til at være som alle andre på skolen, skal du slå en høj latter op.

- Du skal være dig selv - uden at være dig selv nok.

- Du skal skabe autoritet med din person og ikke med egne eller andres regler og forordninger.

- Du skal ikke være bange for at undervise i team, men kæmpe for din metodefrihed og undervise til livet.

- Du skal ikke forsømme en lejlighed til at komme ud af skolen sammen med dine elever.

- Du skal fremelske frie og glade børn og unge, der ved noget om samfundet, naturen, universet og sig selv, og som vil noget med hinanden.

Af Bo Ramussen Lektor på Århus Dag- og Aftenseminarium