Debat

Vor tids forandringstrang

UU et fremskridt for folkeskolens vejledning?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her en måned efter at KL og Lærernes Centralorganisations forhandlingsudvalg nåede frem til en aftale på UU-området (Ungdommens Uddannelsesvejledning) om ansættelsesvilkår for leder- og vejlederstillinger, har KL endelig godkendt resultatet.

Det betyder, at det formelle nu er i orden, så vi kan komme i gang med de lønforhandlinger, der skal foregå både lokalt og centralt.

Lønindplaceringen for lederne skal i henhold til de aftalte kriterier aftales enkeltvis. Det vil ske mellem kommune og DLF centralt. Kredsene skal forhandle tillæg til de vejledere, der er dækket af vores overenskomst. I de fleste kredse er der allerede aftalt et tillæg for vejlederfunktionen. Midlerne hertil samt midlerne til de akkord- og undervisningstillæg, vejlederne har oppebåret, bliver frie, når vejlederfunktionen udgår af folkeskoleregi. De frigivne midler må som minimum være til rådighed, når der skal indgås lokale aftaler om tillæg for vejlederfunktionen i UUerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Forandring fryder, har vi lært, og lovforslaget om Ungdommens Uddannelsesvejledning er blot et eksemplarisk eksempel på vor tids forandringstrang.

I forbindelse med oprettelsen af UU på bekostning af skolevejledningen som en del af folkeskolens ansvarsområde har DLFs holdning ikke været båret af forandringstrang. Vi har nemlig haft svært ved at se den nye struktur som et indlysende fremskridt for den konkrete vejledning i folkeskolen.

Det har vi givet udtryk for i vores høringssvar til lovforslaget. Nu er loven en realitet, men om den vil medføre et kvalitetsløft for vejledningen, er uklart, blandt andet fordi de økonomiske forudsætninger vil være lige så forskellige, som de er i dag. KL melder frejdigt ud i en leder i »Danske Kommuner«, at man tror på et kvalitetsløft, fordi resurserne kan bruges anderledes, når de er samlet i et system. Anderledes ja, men er det nok til at indfri det overordnede mål om, at vejledningen skal styrkes med en særlig fokus på de svage elever? Intentionen kan vi ikke blive uenige om. Det er farligt at spå om fremtiden, men mon ikke en indsats på dette område kunne være indfriet i det nuværende vejledersystem?

Indtil videre er det, der har optaget sindene mest, om de nye UUer skal besættes med vejledere, der er ansat i fuldtids- eller kombinationsstillinger. Da lærere og vejledere fortsat er piske nødt til et samarbejde til gavn for ikke mindst de svage elever, tror vi på det sidste, også selv om der sandt for dyden ikke er meget nyt i det.

Lotte Lange er formand for DLFs faglige udvalg